Status på den danske blogosfære – 2006

Så er det den tid af året hvor man traditionelt ser tilbage på året der er gået – og hvilket år det har været for blogging i Danmark. Ved begyndelsen af 2006 var der ca. 2.500 danske weblogs i Overskrift.dk, mens der her ved udgangen af året er mere end 30.000 danske blogs – altså mere end en 10-dobling af antallet af blogs!

Status2006-feeds-small2.png

Vi har her på Overskrift.dk fulgt udviklingen af danske weblogs og RSS feeds i snart 3 år – og mens der i både 2004 og 2005 var en pæn, men næsten lineær udvikling af antal danske blogs, er 2006 året hvor weblogs og blogging virkelig havde sit gennembrud. Danmark er nu endelig kommet med på blog-vognen (pun intended) og kan mere end matche udviklingen i udlandet, hvor antallet af nye blogs er fordoblet ca. hvert halve år de seneste 3-4 år.

Denne fordoblings-udvikling på globalt plan kan naturligvis ikke blive ved, som det fremgår hos Dave Sifry fra Technorati, som senest har gjort status ved begyndelsen af november hvor antallet af registrerede blogs var på 57 millioner, som altså ikke er en fordobling fra et halvt år tidligere.

Der er da også rapporter om, at blogging er ved at nå sit mætningspunkt, bla. af analysefirmaet Gartner, som beskrevet hos ComputerWorld. Argumentet skulle være, at dem som har lyst til at skrive på nettet og dele ud om deres meninger og holdninger allerede har oprettet en blog. Og med måske 100 millioner bloggere på verdensplan er de fleste jo nok allerede ombord. Her i Danmark er vi dog nok stadig et år eller to bagud med blog-trenden, så mon ikke også der sker en kraftig udvikling af antal blogs herhjemme i 2007?

I Danmark tog blogging fart i sensommeren da en række medier lagde weblog-tjenester til en del af udbuddet: Det begyndte vel med UrbanBlog, som blev fulgt op af TV2 blogs og DitCentrum i Nordjylland. Senere kom også Nyhedsavisen til. Også uafhængige weblogtjenester som Webvenner og Blogbar har hurtigt fået mange brugere. Som det kan ses i denne figur er blogs på TV2 meget populært, hvor platformen allerede er den næst-mest anvendte herhjemme.

Blogsteder 2006

Der tilføjes ca. 1000 nye weblogs om ugen på Overskrift.dk.

Et tilbagevenende fænomen er dog at mange blogs bliver inaktive – et fænomen som også Gartner påpeger. Som det ses på den første graf er det op til 40% af alle blogs for forlades inaktive (hvor inaktivite betyder at der ikke er skrevet nyt de seneste 3 måneder).

Antal blogindlæg pr. dag over tid det seneste halve år stiger stadig støt (med undtagelse af her i juledagene):

status2006-blogposts-pr-dag-small2.png
Se også tidligere indlæg:

Vi siger tak for i år her på Overskrift.dk – og vender stærkt tilbage i 2007 med en række nye tiltag og features som bør gøre det nemmere at deltage og søge i den danske blogosfære, bl.a. oversigt over anvendte tags (Folksonomy) som bloggere markerer deres blog-indlæg med.