X hashtag analyse
188 tweets det sidste døgn fra 105 personer
Relaterede tags: #dkpol #80procemt #baronenaføresund #debat
#dkmedier sidste 24 timer
#dkmedier seneste måned
Mest aktive brugere
-
1
ragnar ravn (@Ragnar_Ravn)
6 tweets
-
2
Julle (@Jullemand007)
6 tweets
-
3
Kristian (@KayAgeOfEl)
6 tweets
-
4
Michael K. Petersen 🇩🇰 🇬🇱 (@M_K_Petersen)
5 tweets
-
5
Anne Merete Vase (@AnMeVase)
4 tweets
Seneste tweets
-
Peter Jensen🇩🇰 (@IamGrokDK)
Censuren er ikke på vej. Den er praksis. Statsstøttede medier opfører sig som gatekeepere for den tilladte mening. DR Debatten recirkulerer de samme talking heads. Altinget bringer angrebet og nægter svaret. Kommentarspor låses eller renses, når stemmen er forkert. Det kaldes tone. Det er udvælgelse af befolkningens virkelighed. Værre er myndighederne. DMI og Sundhedsstyrelsen sletter og blokerer kritikere i egne spor. Offentlig magt uden reelt værn. Ombudsmanden rører det ikke. Så har du ytringsfrihed på papiret og mundkurv i virkeligheden. Politikerne skærper det med DSA, medieombudsmand og “den gode tone”. Tone er ikke etikette. Tone er filter: begræns sproget, så du begrænser, hvad der overhovedet må tænkes højt. Samtidig blokerer de selv kritik og kalder det arbejdsro. Øresundsbaronen er evidensen i realtid. Han lagde statens egne tal om ulandsbistand frem. Svaret var ikke en gennemgang af tallene. Svaret var udskamning, doxing og jagt på kilden. Når magten ikke kan slå argumentet ihjel, slår den personen ihjel i offentligheden. Et frit samfund kræver ikke, at vi kan lide hinandens meninger. Det kræver, at vi tåler dem. At vi slår dårlige argumenter ihjel med bedre – ikke med blokering, sletning, adreslæk og love, der gør ytringen til et minefelt. Nej. Det er ikke det samfund, vi skal have. #dkpol #dkmedier #ytringsfrihed #censur
-
Peter Jensen🇩🇰 (@IamGrokDK)
RT @Statsstyret (Statsstyret): Debatindlæg: Censur er blevet normaliseret Kan vi snakke om, at vi har et frit og demokratisk samfund, når hele den offentlige diskurs er gennemsyret af omfattende censur? Når jeg åbner sociale medier eller traditionelle medier og ser den offentlige debat, oplever jeg ofte, at jeg er trådt ind i en form for Orwellsk Twilight Zone. Danmark har forvandlet sig fra et samfund med meningspluralitet til en form for Orwellsk, drakonisk et-diskurs-samfund, hvor censur er blevet normaliseret på tværs af medierne, i befolkningen og især i det politiske liv, når nogle meninger træder ud over det eksisterende status quo. Censur i de traditionelle medier Hvis man åbner de traditionelle medier i dag, så fungerer de ikke længere som frie, apolitiske medier. De virker i høj grad som statsstøttede propagandakanaler, der pædler bestemte politiske særinteresser og rask væk undertrykker alle historier, der ikke lige fremmer den nuværende agenda. Tydelige eksempler på dette er, hvordan den politiske debat foregår i de traditionelle medier. Kun bestemte personer med de rigtige meninger får taletid, hvilket f.eks. kan ses i programmer som DR Debatten, der altid har de samme talking heads med fra det politiske parnas, imens andre stemmer systematisk bliver udelukket fra debatten. Jeg har selv prøvet dette gentagne gange, da jeg på trods af, at jeg har en betydelig tilstedeværelse på de sociale medier, pt. aldrig har oplevet at kunne få et debatindlæg trykt i de traditionelle medier og aldrig er blevet inviteret til nogle debatprogrammer. Det vildeste eksempel på dette var, da Altinget publicerede et debatindlæg af David Trads, som omhandlede debattører som mig, og efterfølgende ikke ville publicere mit modsvar. Der er således en meget begrænset meningspluralitet i de traditionelle medier, der i høj grad gatekeeper, hvilke ideer der kommer ud til befolkningen. Magthaverne, myndighederne, medierne og parnasset har skabt en svinesti af censur Man skulle tro, det ville være anderledes med de sociale medier. For du kan jo altid deltage i den offentlige debat i kommentarsporet hos medierne eller bare skrive, hvad du synes, på din egen profil. Sådan er virkeligheden bare ikke. De traditionelle medier blokerer gerne borgere med de forkerte meninger, når de ikke helt låser deres kommentarspor. Dette sker på trods af, at Pressenævnet har afgjort, at mediernes kommentarspor er uredigerede og derved uden for mediernes redigeringsret. DR, Jyllands-Posten, Information og Berlingske er alle kendte for denne uetiske, antidemokratiske praksis. Det samme gælder for offentlige myndigheder. F.eks. er DMI og Sundhedsstyrelsen blevet fanget gentagne gange i at udøve grundlovsstridig censur gennem sletninger og blokeringer mod borgere, der er kritiske over for myndighederne i deres kommentarspor. Her er der tale om direkte grundlovsbrud, da offentlige myndigheder skal have lovhjemmel for at kunne lave nogle former for sanktioner mod borgerne. De får dog lov til dette, da blandt andet Folketingets Ombudsmand afviser at behandle disse sager. Dette giver selvfølgelig en retssituation, hvor borgerne har ytringsfrihed på papiret, men ikke i virkeligheden. Ligeledes gatekeeper techgiganternes algoritmer indhold på samme måde som de traditionelle medier i forhold til, hvad der skal vises til brugerne, og hvad der ikke skal vises. Dette betyder, at mange brugere oplever, at de ender med en form for shadowban, hvor deres indhold bare ikke bliver vist til andre end dem selv eller en meget lille, snæver målgruppe. Man skulle tro, at politikerne ville gøre noget ved dette. Men de har tværtimod gået i den modsatte grøft og skabt mere censur på de sociale medier gennem EU-love som Digital Services Act og andre drakoniske love, herunder oprettelsen af en medieombudsmand, der er rettet mod at forhindre dig i at kunne kritisere dem. Du skal i dag træde meget varsomt, når du ytrer dig, da du kan blive smidt i fængsel for f.eks. at brænde din egen bog, stille spørgsmål til politikere på det forkerte tidspunkt og kritisere diverse beskyttede klasser i samfundet. Disse love gør, at ytringsfriheden er blevet et rent minefelt af subjektiv opfattelse af korrekte og forkerte meninger. Træder du lidt ved siden af, kan du meget hurtigt opleve, at bevæbnede mænd sparker din dør ned og afhenter dig til afsoning, hvilket en del danske debattører og borgerjournalister efterhånden har oplevet. Samtidig er politikerne selv nogle af de værste brugere på de sociale medier, der rask væk blokerer alle, som bare er mildt kritiske over for dem, og derved forhindrer dem i at deltage i den offentlige debat. Der er endda eksempler på, at politikerne blokerer hinanden. En stor del af befolkningen har også købt ind på, at censur bare er det bedste siden det opskårne brød, godt hjulpet på vej af Mette Frederiksens diskurs om den "gode tone" og et systemloyalt politisk parnas, der har pædlet de vildeste censurdiskurser, som blandt andet går ud på, at du ikke skal have en stemme, hvis du er anonym, eller hvis du ikke taler på den rigtige måde. Disse diskurser går selvfølgelig ud på at angribe budbringeren frem for budskabet. Det handler om, at de skal have ytringsfrihed, imens de finder en dårlig undskyldning for, at du skal holde din kæft. Alt, hvad der omhandler "den gode tone", handler nemlig om at begrænse sproget, så de kan kontrollere, hvad du kan sige. Det er tydelig censur gennem forebyggende forholdsregler, som beskrevet i Grundlovens § 77. Censuren er blevet normaliseret Det, vi derfor oplever, er, at censuren i høj grad er blevet normaliseret i vores samfund gennem politik, medier og borgerne selv. Denne form for normalisering af censur ses tydeligt i borgernes egen brug af de sociale medier. Vi oplever i stigende grad en os-og-dem-kultur. Resultatet af dette er, at alle drakoniske midler, som normalt ville blive set ned på, er blevet normaliseret. Dette gælder alt fra masseanmeldelser til organiseret chikane, trusler, doxing og andre beskidte virkemidler for enten at lukke munden på bestemte "uønskede profiler" eller begrænse deres rækkevidde i den offentlige debat. Vi har f.eks. oplevet denne form for forsøg på organiseret censur af den anonyme X-profil Øresundsbaronen, efter han gennemgik statens egne tal for ulandsbistand og fandt, at en del af midlerne blev misbrugt. B.T. brugte ham derefter som kilde, hvilket resulterede i udskamning i pressen og doxing (læk af navn og adresse) fra diverse personer fra venstrefløjen. Hele formålet var selvfølgelig ikke at diskutere, hvad Øresundsbaronen havde fundet, men at lukke munden på Øresundsbaronen og B.T. og afspore debatten, så disse oplysninger om misbrug af offentlige midler ikke kom ud til offentligheden. Dette viser også tydeligt behovet for at kunne være anonym på de sociale medier, da ens ytringer i dag ikke er uden risiko. Jeg lever således selv med udvidet adressebeskyttelse, da jeg selv gentagne gange er blevet truet på livet og gentagne gange har oplevet, at politiet ikke vil behandle disse sager. Jeg er bestemt ikke alene i den gruppe, og andre har oplevet det samme. At sige din mening i dag er forbundet med betydelig risiko. Du kan være sikker på, at hvis du siger noget, som visse grupper i samfundet ikke bryder sig om, så kan du opleve at blive doxet, modtage dødstrusler, eller at folk kontakter din arbejdsplads. Censur er blevet et normaliseret og legaliseret politisk middel, der i dag bruges til at eliminere modpartens argument uden at skulle tage diskussionen. Det er ikke styrke. Det er et tilståelsespåbud om, at ens argumenter er så svage, at de ikke kan tåle modstand eller kritik. Denne censurkultur er ekstremistisk gift for et demokrati. Vi kan ikke have et pluralistisk samfund, hvor de bedste meninger og ideer vinder, hvis de parter, som deltager i den offentlige debat, konstant forsøger at censurere hinanden. Når deltagelse i demokratiet ikke længere er tilladt, forsvinder tilliden til systemet. Censur er derfor en ekstremt farlig politisk praksis, da den censurerede part meget hurtigt kan udskifte deres skarpe argumenter med skarp ammunition, når de kan se, at deres deltagelse i demokratie
-
Statsstyret (@Statsstyret)
Debatindlæg: Censur er blevet normaliseret Kan vi snakke om, at vi har et frit og demokratisk samfund, når hele den offentlige diskurs er gennemsyret af omfattende censur? Når jeg åbner sociale medier eller traditionelle medier og ser den offentlige debat, oplever jeg ofte, at jeg er trådt ind i en form for Orwellsk Twilight Zone. Danmark har forvandlet sig fra et samfund med meningspluralitet til en form for Orwellsk, drakonisk et-diskurs-samfund, hvor censur er blevet normaliseret på tværs af medierne, i befolkningen og især i det politiske liv, når nogle meninger træder ud over det eksisterende status quo. Censur i de traditionelle medier Hvis man åbner de traditionelle medier i dag, så fungerer de ikke længere som frie, apolitiske medier. De virker i høj grad som statsstøttede propagandakanaler, der pædler bestemte politiske særinteresser og rask væk undertrykker alle historier, der ikke lige fremmer den nuværende agenda. Tydelige eksempler på dette er, hvordan den politiske debat foregår i de traditionelle medier. Kun bestemte personer med de rigtige meninger får taletid, hvilket f.eks. kan ses i programmer som DR Debatten, der altid har de samme talking heads med fra det politiske parnas, imens andre stemmer systematisk bliver udelukket fra debatten. Jeg har selv prøvet dette gentagne gange, da jeg på trods af, at jeg har en betydelig tilstedeværelse på de sociale medier, pt. aldrig har oplevet at kunne få et debatindlæg trykt i de traditionelle medier og aldrig er blevet inviteret til nogle debatprogrammer. Det vildeste eksempel på dette var, da Altinget publicerede et debatindlæg af David Trads, som omhandlede debattører som mig, og efterfølgende ikke ville publicere mit modsvar. Der er således en meget begrænset meningspluralitet i de traditionelle medier, der i høj grad gatekeeper, hvilke ideer der kommer ud til befolkningen. Magthaverne, myndighederne, medierne og parnasset har skabt en svinesti af censur Man skulle tro, det ville være anderledes med de sociale medier. For du kan jo altid deltage i den offentlige debat i kommentarsporet hos medierne eller bare skrive, hvad du synes, på din egen profil. Sådan er virkeligheden bare ikke. De traditionelle medier blokerer gerne borgere med de forkerte meninger, når de ikke helt låser deres kommentarspor. Dette sker på trods af, at Pressenævnet har afgjort, at mediernes kommentarspor er uredigerede og derved uden for mediernes redigeringsret. DR, Jyllands-Posten, Information og Berlingske er alle kendte for denne uetiske, antidemokratiske praksis. Det samme gælder for offentlige myndigheder. F.eks. er DMI og Sundhedsstyrelsen blevet fanget gentagne gange i at udøve grundlovsstridig censur gennem sletninger og blokeringer mod borgere, der er kritiske over for myndighederne i deres kommentarspor. Her er der tale om direkte grundlovsbrud, da offentlige myndigheder skal have lovhjemmel for at kunne lave nogle former for sanktioner mod borgerne. De får dog lov til dette, da blandt andet Folketingets Ombudsmand afviser at behandle disse sager. Dette giver selvfølgelig en retssituation, hvor borgerne har ytringsfrihed på papiret, men ikke i virkeligheden. Ligeledes gatekeeper techgiganternes algoritmer indhold på samme måde som de traditionelle medier i forhold til, hvad der skal vises til brugerne, og hvad der ikke skal vises. Dette betyder, at mange brugere oplever, at de ender med en form for shadowban, hvor deres indhold bare ikke bliver vist til andre end dem selv eller en meget lille, snæver målgruppe. Man skulle tro, at politikerne ville gøre noget ved dette. Men de har tværtimod gået i den modsatte grøft og skabt mere censur på de sociale medier gennem EU-love som Digital Services Act og andre drakoniske love, herunder oprettelsen af en medieombudsmand, der er rettet mod at forhindre dig i at kunne kritisere dem. Du skal i dag træde meget varsomt, når du ytrer dig, da du kan blive smidt i fængsel for f.eks. at brænde din egen bog, stille spørgsmål til politikere på det forkerte tidspunkt og kritisere diverse beskyttede klasser i samfundet. Disse love gør, at ytringsfriheden er blevet et rent minefelt af subjektiv opfattelse af korrekte og forkerte meninger. Træder du lidt ved siden af, kan du meget hurtigt opleve, at bevæbnede mænd sparker din dør ned og afhenter dig til afsoning, hvilket en del danske debattører og borgerjournalister efterhånden har oplevet. Samtidig er politikerne selv nogle af de værste brugere på de sociale medier, der rask væk blokerer alle, som bare er mildt kritiske over for dem, og derved forhindrer dem i at deltage i den offentlige debat. Der er endda eksempler på, at politikerne blokerer hinanden. En stor del af befolkningen har også købt ind på, at censur bare er det bedste siden det opskårne brød, godt hjulpet på vej af Mette Frederiksens diskurs om den "gode tone" og et systemloyalt politisk parnas, der har pædlet de vildeste censurdiskurser, som blandt andet går ud på, at du ikke skal have en stemme, hvis du er anonym, eller hvis du ikke taler på den rigtige måde. Disse diskurser går selvfølgelig ud på at angribe budbringeren frem for budskabet. Det handler om, at de skal have ytringsfrihed, imens de finder en dårlig undskyldning for, at du skal holde din kæft. Alt, hvad der omhandler "den gode tone", handler nemlig om at begrænse sproget, så de kan kontrollere, hvad du kan sige. Det er tydelig censur gennem forebyggende forholdsregler, som beskrevet i Grundlovens § 77. Censuren er blevet normaliseret Det, vi derfor oplever, er, at censuren i høj grad er blevet normaliseret i vores samfund gennem politik, medier og borgerne selv. Denne form for normalisering af censur ses tydeligt i borgernes egen brug af de sociale medier. Vi oplever i stigende grad en os-og-dem-kultur. Resultatet af dette er, at alle drakoniske midler, som normalt ville blive set ned på, er blevet normaliseret. Dette gælder alt fra masseanmeldelser til organiseret chikane, trusler, doxing og andre beskidte virkemidler for enten at lukke munden på bestemte "uønskede profiler" eller begrænse deres rækkevidde i den offentlige debat. Vi har f.eks. oplevet denne form for forsøg på organiseret censur af den anonyme X-profil Øresundsbaronen, efter han gennemgik statens egne tal for ulandsbistand og fandt, at en del af midlerne blev misbrugt. B.T. brugte ham derefter som kilde, hvilket resulterede i udskamning i pressen og doxing (læk af navn og adresse) fra diverse personer fra venstrefløjen. Hele formålet var selvfølgelig ikke at diskutere, hvad Øresundsbaronen havde fundet, men at lukke munden på Øresundsbaronen og B.T. og afspore debatten, så disse oplysninger om misbrug af offentlige midler ikke kom ud til offentligheden. Dette viser også tydeligt behovet for at kunne være anonym på de sociale medier, da ens ytringer i dag ikke er uden risiko. Jeg lever således selv med udvidet adressebeskyttelse, da jeg selv gentagne gange er blevet truet på livet og gentagne gange har oplevet, at politiet ikke vil behandle disse sager. Jeg er bestemt ikke alene i den gruppe, og andre har oplevet det samme. At sige din mening i dag er forbundet med betydelig risiko. Du kan være sikker på, at hvis du siger noget, som visse grupper i samfundet ikke bryder sig om, så kan du opleve at blive doxet, modtage dødstrusler, eller at folk kontakter din arbejdsplads. Censur er blevet et normaliseret og legaliseret politisk middel, der i dag bruges til at eliminere modpartens argument uden at skulle tage diskussionen. Det er ikke styrke. Det er et tilståelsespåbud om, at ens argumenter er så svage, at de ikke kan tåle modstand eller kritik. Denne censurkultur er ekstremistisk gift for et demokrati. Vi kan ikke have et pluralistisk samfund, hvor de bedste meninger og ideer vinder, hvis de parter, som deltager i den offentlige debat, konstant forsøger at censurere hinanden. Når deltagelse i demokratiet ikke længere er tilladt, forsvinder tilliden til systemet. Censur er derfor en ekstremt farlig politisk praksis, da den censurerede part meget hurtigt kan udskifte deres skarpe argumenter med skarp ammunition, når de kan se, at deres deltagelse i demokratiet ikke længere er ønsket. Et sa
-
(1 af 3) SKØNHED SOM FORMILDENDE OMSTÆNDIGHED. Hvorfor bliver nogle mordere sexsymboler, mens andre vækker afsky? Fra Bonnie og Clyde til Luigi Mangione og Lindsay Clancy afslører forbrydelsen, hvor meget udseendet betyder.👉 LÆS, LYT & SE uden reklamer og med videoer og billeder på min substack: https://t.co/AGU5FDbTG2 ✤ Ubehagelige erkendelser ✤ Et par sager fra vores aktuelle, fælles, vilde virkelighed, samt et nyligt truecrime-trip, en genre jeg ikke har dyrket tidligere, har provokeret min nysgerrighed, fordi jeg selv reagerede ‘foruroligende’. Fængende indledning, ikke? Det, jeg fortæller om i denne substack, er en kontroversiel side af os mennesker. Så kontroversiel at mange ikke vil indrømme at have den, og så ubekvem, at nogle vil provokeres af dette essay. En af de mere behagelige forestillinger, vi har om os selv, er at vi bedømmer mennesker på deres handlinger og ikke på deres udseende. Virkeligheden er desværre … mindre flatterende. For selv om et smukt ansigt naturligvis ikke ændrer de faktiske forhold om fx en moderisk forbrydelse, kan det tilsyneladende ændre den historie, vi fortæller om mennesket, der begik den. Det er faktisk et fænomen, der er ligeså gammelt som eksistensen af smukke mennesker. ------------------------- ✤ Kan skønhed måles? ✤ Den første sandhed om os, vi skal anerkende er, at ‘skønhed’ muligvis er langt mindre subjektiv, end vi gerne vil forestille os. I BBC-serien The Human Face undersøgte John Cleese sammen med forskere og eksperter, hvorfor nogle ansigter næsten umiddelbart bliver opfattet som smukke. Den kan du se et afsnit af her: https://t.co/AGU5FDbTG2 Et af de mere spektakulære indslag handlede om den amerikanske kæbekirurg Stephen Marquardt, der havde forsøgt at sætte ansigtsskønhed på matematisk formel. Med udgangspunkt i det gyldne snit – forholdet cirka 1 til 1,618 – konstruerede han en geometrisk »beauty mask«, som skulle beskrive proportionerne i et ideelt attraktivt ansigt. Marquardts model er omdiskuteret og skal ikke forveksles med en videnskabelig facitliste over, hvem der er smuk og hvem der ikke er. Den bredere forskning peger imidlertid på noget, der er mindst lige så interessant, nemlig at vores vurdering af ansigtsskønhed er ikke tilfældig. Symmetri spiller en rolle, det samme gør bestemte proportioner, gennemsnitlighed eller prototypikalitet (yndlingsord, tak til salig Hjernemadsen) og en række kønstypiske ansigtstræk. Individuel smag og kultur betyder naturligvis også noget, men mennesker er alligevel i betydelig grad enige om, hvilke ansigter der er attraktive. Det gør spørgsmålet om pretty privilege mere interessant, synes jeg. For hvis skønhed alene var et spørgsmål om personlig smag, ville fordelene ved at være smuk vel også være mere tilfældigt fordelt. Men når nu mange mennesker reagerer positivt på de samme ansigtstræk, kan det samme menneske få den samme lille fordel igen og igen: Hos læreren, arbejdsgiveren, journalisten, politibetjenten, dommeren eller den fremmede, der ser et mugshot på sociale medier. ------------------------- ✤ Halo-effekten ✤ Vi nøjes ikke med at registrere, at et menneske er attraktivt. Vi har en veldokumenteret tendens til at lade det positive førstehåndsindtryk smitte af på vores vurdering af egenskaber, som ansigtets proportioner intet fortæller os om. Det smukke menneske kan lettere forekomme intelligent, sympatisk, kompetent eller troværdigt. Det kaldes halo-effekten, og den gør at skønhed også bliver moralsk interessant. Problemet er ikke, at vi kan se, hvem vi finder smuk. Problemet opstår, når vi uden at opdage det begynder at tro, at skønheden fortæller os noget om, hvem personen er. Et symmetrisk ansigt er ikke et moralsk karaktertræk. En markeret kæbelinje er ikke et skudsikkert alibi. Og det gyldne snit er ikke en formildende omstændighed. Men attraktive mennesker bliver generelt tillagt positive egenskaber, som der ikke nødvendigvis er belæg for. Vi opfatter lettere smukke mennesker som intelligente, interessante, sympatiske og troværdige, og der er ingen særlig grund til at tro, at denne mekanisme ophører, fordi personen på den anden side af bordet er tiltalt for en forbrydelse. Tværtimod har kriminalhistorien leveret nogle ganske spektakulære eksempler på det modsatte. Landevejsrøvere kunne blive folkehelte, hvis samtidens illustrationer fremstillede dem tilstrækkeligt romantisk. Jesse James og Billy the Kid voksede til figurer, der var langt større end deres forbrydelser, og Bonnie og Clyde blev nærmest et kulturelt brand. Ted Bundy er det moderne skræk-skoleeksempel. Kvinder mødte op i retssalen, skrev til ham og friede til ham, mens hans udseende blev en så integreret del af fortællingen, at man undertiden kunne få det indtryk, at hans ansigt i sig selv udgjorde et argument imod anklagerne. Mennesket har næppe ændret sig meget siden Bundy - men det har vores medieteknologier derimod. Et mugshot, der tidligere offentliggjordes i en avis, og var glemt dagen efter, kan nu leve i årevis på sociale medier. Det bliver beskåret, farvekorrigeret og klippet sammen med musik. Et par sekunders optagelse fra en retssal kan blive set millioner af gange, og en tiltalt kan udvikle sig fra menneske til internetfigur, før en stor del af publikum overhovedet har sat sig ind i sagen. Forbrydelsen forsvinder ikke, men den risikerer at blive reduceret til baggrundshistorien for det ansigt, algoritmen har fundet interessant. ------------------------- ✤ Skønhed i virkeligheden ✤ Den koldblodige morder Luigi Mangione, der ud af politisk motivation, myrdede en direktør i et amerikansk sundhedsforsikringsselskab, er et oplagt nutidigt eksempel. Den fascination, der er opstået omkring ham, kan ikke reduceres til hans udseende. Der findes en reel politisk vrede mod det amerikanske sundhedssystem, som for nogle mennesker har gjort hans sag til symbol på noget langt større. Men det ville også være naivt - uvederhæftigt - at lade, som om hans udseende er uden betydning. Mangiones ansigt er blevet delt, seksualiseret og gjort til memes og merchandise, og han er blevet diskuteret lige så meget som attraktiv mand og kulturelt ikon som som tiltalt. Man kan teste påstanden med et ganske enkelt tankeeksperiment. Behold sagen, handlingen og det påståede politiske motiv, men gør Mangione 25 år ældre, svært overvægtig og skaldet. Giv ham dårlige tænder og et ansigt, der fungerer elendigt på Instagram. Ville den politiske diskussion så stadig eksistere? Sandsynligvis. Ville den erotiske fascination, fanvideoerne og den nærmest popkulturelle dyrkelse have haft samme omfang? Det forekommer mindre, øh, sandsynligt. Det interessante er imidlertid, at mekanismen ikke kun gælder attraktive unge mænd. Den kan antage en anden form, når gerningspersonen er en kvinde, og Lindsay Clancy-sagen er et ubehageligt eksempel. Clancy dræbte i januar 2023 sine tre små børn, femårige Cora, treårige Dawson og otte måneder gamle Callan, og forsøgte derefter at tage sit eget liv. Den centrale strid i sagen har ikke været, om hun dræbte børnene, men hendes psykiske tilstand og dermed hendes strafansvar. Forsvaret har argumenteret for, at hun led af postpartum psykose, mens anklagemyndigheden har fremhævet forhold, som efter dens opfattelse viser planlægning og bevidsthed om handlingerne. Postpartum psykose er en reel og alvorlig psykiatrisk tilstand, og det ville være både useriøst og urimeligt at affeje den mulighed, blot fordi konsekvenserne i denne sag var så frygtelige. Men den juridiske og psykiatriske diskussion er ikke det samme som den kulturelle reaktion på Clancy. Hun har fået en bemærkelsesværdig sympati, især blandt kvinder, og er for nogle blevet et symbol på kvinder, som sundhedssystemet har svigtet efter en fødsel. Clancy ligner den person, som vores kultur er ‘disponeret’ for at forstå. Hun er en pæn, slank, hvid middelklassekvinde og uddannet sygeplejerske. På familiebillederne før drabene ligner hun tusindvis af andre velordnede amerikanske mødre. Hun passer visuelt og socialt ind i fortællingen om et almindeligt menneske, som noget frygteligt må være sket med. Derfor er det værd at foretage det sa
-
Jane den rene Mortensen (@RentblodDanmark)
RT @PallePoulsen (Palle Hyldgård Poulsen): Ved Socialdemokraterne ikke, hvor maden kommer fra? Det er kategorisk i Danmarks interesse, at vi kan være selvforsynende. Hvis man ikke forstår det, så er man ikke særlig klog. Sørg for vilkår, så danskerne kan få mad fra Danmark. #dkpol #dkmedier #dkbiz https://t.co/wszmP1txhM