Mangler Cookie-samtykke

Du skal godkende brugen af cookies i kategorien Præferencer, for at kunne logge på Overskrift.

 

X hashtag analyse

173 tweets det sidste døgn fra 107 personer

Relaterede tags: #dkpol  #DKmedier  #DKpol  #DkPol  

t #dkmedier sidste 24 timer

t #dkmedier seneste måned

t Mest aktive brugere

t Seneste tweets

  • 09:45

    Christian Holst Vigilius (@HolstVigilius)

    I dag har vi indkaldt til en hasteforespørgselsdebat i Folketinget om situationen i Ceuta. Spanien fik efterfølgende kontrol over situationen og sendt størstedelen af migranterne tilbage. Men det ændrer ikke på det alvorlige: Titusinder kunne på meget kort tid forcere en europæisk ydergrænse. Det ville være håbløst naivt bare at konstatere, at situationen blev håndteret, og så gå videre som om intet var hændt. Ceuta er samtidig blot et øjebliksbillede på en langt større udvikling. I 1980 boede der godt 50.000 ikke-vestlige indvandrere og efterkommere i Danmark. I dag er tallet over 650.000 - næsten 13 gange så mange. Udlændingepolitik former et land over generationer, og derfor har vi ikke råd til endnu en omgang politisk søvngængeri. Hvad sker der, hvis Ceuta gentager sig? Hvis det sker flere steder samtidig? Eller hvis migrationspresset igen bevæger sig nordpå gennem Europa som i 2015? Er EU’s ydre grænser stærke nok, kan Frontex rykke hurtigt nok ud, bliver afviste migranter faktisk sendt hjem, og kan Danmark med kort varsel skrue markant op for kontrollen ved vores egne grænser? Det burde regeringen kunne svare klart på. Problemet er bare, at regeringen taler med fire tunger. Statsministeren reagerer kontant, Moderaterne beder om at trække luft ind, Radikale Venstre trækker konsekvent i retning af en blødere udlændingepolitik, og SF stemmer imod nødvendige europæiske stramninger. Det er ikke betryggende, når de fire partier samtidig har ansvaret for Danmark. Jeg påstår ikke, at Ceuta nødvendigvis er begyndelsen på en ny migrationskrise. Men efter erfaringerne fra 2015 ville det være utilgiveligt først at begynde at forberede sig, når presset står ved den danske grænse. Derfor tager vi debatten nu. Danmark har brug for stærkere grænser, flere hjemsendelser, hårdere krav til statsborgerskab og et beredskab, der faktisk virker, når det gælder. Vi har prøvet at være uforberedte én gang. Det skal vi ikke være igen. #dkpol #dkmedier

  • 09:39

    Ib Rehné Kairo🇩🇰 (@IbRKairo)

    En af Allahs små terrorister, der skal være med til at betale for din folkepension, not? #dkpol #dkmedier https://t.co/p5Bs1stQmQ

  • 09:34

    (@JesPerfekt)

    RT @regnbueraad (Dansk Regnbueråd - LGB International Denmark): (1 af 3) MERE DRAG TIL DANMARKS BØRN? NY LGBT+-FOND ÅBNER PENGEKASSEN. Regnbuefonden vil få nye LGBTQ+-kulturprojekter til at spire. Dansk Regnbueråd spørger imidlertid, hvorfor børn hele tiden skal være første målgruppe – og hvorfor Drag Queen Story Hours queer-teoretiske historie stort set aldrig nævnes. Men måske er der en god grund til det. I weekenden blev de første legater uddelt fra den nystiftede Regnbuefonden, der ifølge TV 2s Godmorgen Danmark, skal »styrke og synliggøre dansk LGBTQ+-kultur hele året rundt«. Fondens stifter, Henrik Christensen, har lagt en million kroner af egne midler i projektet, fordi LGBTQ+-miljøet efter hans opfattelse mangler penge til kulturprojekter og initiativer. Fonden skal indtil videre uddele penge to gange årligt. Blandt prismodtagerne er drag-artisterne Kim André og Magnus Lykke Johansen – Didi Cantarella og Diana Diamond – som blev landskendte efter deres omdiskuterede dragshow for børn på Frederiksberg Bibliotek i 2023. Prisen gives netop som anerkendelse af deres vedholdenhed efter den efterfølgende konflikt. Lad os slå én ting fast: Dødstrusler og personlige pædofilianklager mod konkrete mennesker hører ingen steder hjemme. Man kan være dybt kritisk over for et politisk eller kulturelt projekt uden at dæmonisere de mennesker, der medvirker i det. Men den anden grøft er lige så problematisk: at lade som om enhver principiel kritik af dragshows målrettet børn dermed er illegitim. I interviewet beskriver Kim André det, de laver, som »bare kunst og kultur og børneunderholdning«. Magnus Lykke Johansen beskriver deres familie-dragshows som en »eventyrlig verden«, hvor børn ser »prinsesser« på scenen. Men er det virkelig hele historien om Drag Queen Story Hour? Det spørgsmål har Dansk Regnbueråd stillet siden 2023. https://t.co/6t1dGPdqUn Vi har intet problem med homoseksuelle forbilleder eller med, at børn møder alderssvarende fortællinger om eksempelvis familier med to fædre eller to mødre. Vi har derimod et alvorligt problem med, når LGBT-sagen bliver transportmiddel for queerteori og kønsideologi rettet mod børn. Det var også vores pointe under debatten om de danske børnebiblioteker i 2023. For historien bag Drag Queen Story Hour er - som forælder - temmelig vigtig at kende. Vi har tidligere offentliggjort en omfattende gennemgang af bevægelsens ideologiske rødder. https://t.co/n8QxRpCNTG Her dokumenterer graverjournalisten Chris Rufo bl.a., hvordan en af de centrale personer i den amerikanske Drag Queen Story Hour-bevægelse, Harris Kornstein – alias Lil Miss Hot Mess – sammen med Harper Keenan skrev den akademiske artikel Drag Pedagogy: The Playful Practice of Queer Imagination in Early Childhood. https://t.co/YbBugX5dDr Her forbindes drag for børn direkte med queerteori og en pædagogik, der skal udfordre traditionelle forestillinger om køn. Det leder over i en mørkere del af den idéhistorie, Rufo afdækker. Han forbinder ikke drag queens som sådan med pædofili, men påviser, at flere af de queerteoretikere, hvis tænkning han ser som en del af Drag Queen Story Hours ideologiske stamtræ, også udfordrede selve grænsen mellem voksnes og børns seksualitet. Rufo fremhæver bl.a. Gayle Rubin, Michel Foucault og Pat Califia og deres historiske argumenter imod eller problematisering af seksuelle aldersgrænser og traditionelle voksennormer omkring børns seksualitet. Det er en væsentlig – og, for de fleste, meget ukomfirtabel – del af baggrunden, fordi den senere »drag-pædagogik«, som det dokumenteres, voksede ud af en queerteoretisk tradition, hvor også barndommens uskyld og voksnes ret til at sætte seksuelle grænser for børn blev gjort til genstand for ideologisk dekonstruktion. Det bliver yderligere svært at affeje Drag Queen Story Hour som »bare prinsesser« og uskyldig børneunderholdning, når Rubin, Foucault og Califi selv beskriver »drag-pædagogik« som en metode til at stimulere børns »queer imagination«, lære dem »how to live queerly« og destabilisere skolens normative funktion gennem »transformative education«. Vi kan naturligvis ikke vide, hvad Kim André og Magnus Lykke Johansen personligt har læst af queerteori, eller hvor meget de kender til Drag Queen Story Hours ideologiske historie. Måske er de ganske enkelt naive omkring den bevægelse, deres børneshows er blevet en del af. Måske mener de oprigtigt, at det hele bare handler om glimmer, eventyr og om at fortælle børn, at mennesker er forskellige. Det håber vi faktisk. Alternativet er, at de to drag-kunstnere kender den ideologiske bagage, men vælger ikke at fortælle om den, når man sidder i morgen-tv og præsenterer projektet som harmløs »kunst og kultur og børneunderholdning«. Vi vil helst tro på den første forklaring – eller en blanding, hvor man simpelthen ikke har forholdt sig kritisk nok til det projekt, man medvirker i. Men problemet forsvinder ikke af den grund. For nu har Danmark fået en privat LGBTQ+-fond, der skal være en økonomisk »vandkande«, så flere LGBTQ+-kulturelle initiativer kan spire frem. Og noget af det første, vandkanden symbolsk hælder vand på, er netop dragshows - for børn. Dansk Regnbueråd ønsker ikke færre homoseksuelle forbilleder. Tværtimod. Vi ønsker bare ikke, at homoseksuelles historie og rettighedskamp bruges som moralsk adgangskort til at queer-missionere over for børn på biblioteker, i skoler og andre offentlige institutioner. Børn behøver ikke en queer-pædagogisk mission. De behøver voksne, der kan kende forskel på accept af homoseksuelle og ideologisk opdragelse i bestemte teorier om køn, identitet og seksualitet. Den forskel bliver vigtigere – ikke mindre vigtig – når der nu kommer flere private penge bag projektet. @MathiasHPoulse1 @MikaelJalving @Lars_Kaaber @denAstridHoeg @RuneLykkeberg @NoaRedington @RuneSelsing @EvaSelsing @DavidTrads @TomJensen1966 @JensenChrje @CCordsen @SMSerup @Peter_Mogensen @KristiansenMk @helleib @CorduaJarl @metteoestergard @ElisabetSvane @kasperloevkvist @NHJespersen @Marchen_Neel @brianweichardt @camstampe @kaarequist @ClaesTheilgaard @danieltidemann @esben_schj @triermogensen @jakobnielsen @QvortrupHenrik @EmilieJger2 @JoachimBOlsen @mejlhedetv2 @ClementK @NielsThDahl @LeaKorsgaard @JesperSteinmetz @Lise_Toft @amalie_lyhne @AminataCorr @JakobKrogh @jacobheinel @LadyBorup @sofierud #dkmedier #dkpol

  • 09:34

    Nickolei Granell (@N_Granell)

    Aisha Ahmed er sagsbehandler i Ålborg kommune. Hun kommer fra Somalia, og er budt velkommen i Danmark, og har fået en gratis uddannelse betalt af dig og mig. Aisha stemmer Enhedslisten Hendes tak til Danmark, er at modarbejde vores samfund og den frihed vi har kæmpet for i århundrede. Aisha hader bøsser og lesbiske, og mener at homoseksualitet er en sygdom. Gud ved hvordan arbejdsløse og udsatte homoseksuelle mødes af Ålborg kommune. Ville du være tryg ved at møde Aisha ? #dkpol #dkmedier @JoachimBOlsen

  • 09:34

    Dansk Regnbueråd - Danish Rainbow Council (@regnbueraad)

    (1 af 3) MERE DRAG TIL DANMARKS BØRN? NY LGBT+-FOND ÅBNER PENGEKASSEN. Regnbuefonden vil få nye LGBTQ+-kulturprojekter til at spire. Dansk Regnbueråd spørger imidlertid, hvorfor børn hele tiden skal være første målgruppe – og hvorfor Drag Queen Story Hours queer-teoretiske historie stort set aldrig nævnes. Men måske er der en god grund til det. I weekenden blev de første legater uddelt fra den nystiftede Regnbuefonden, der ifølge TV 2s Godmorgen Danmark, skal »styrke og synliggøre dansk LGBTQ+-kultur hele året rundt«. Fondens stifter, Henrik Christensen, har lagt en million kroner af egne midler i projektet, fordi LGBTQ+-miljøet efter hans opfattelse mangler penge til kulturprojekter og initiativer. Fonden skal indtil videre uddele penge to gange årligt. Blandt prismodtagerne er drag-artisterne Kim André og Magnus Lykke Johansen – Didi Cantarella og Diana Diamond – som blev landskendte efter deres omdiskuterede dragshow for børn på Frederiksberg Bibliotek i 2023. Prisen gives netop som anerkendelse af deres vedholdenhed efter den efterfølgende konflikt. Lad os slå én ting fast: Dødstrusler og personlige pædofilianklager mod konkrete mennesker hører ingen steder hjemme. Man kan være dybt kritisk over for et politisk eller kulturelt projekt uden at dæmonisere de mennesker, der medvirker i det. Men den anden grøft er lige så problematisk: at lade som om enhver principiel kritik af dragshows målrettet børn dermed er illegitim. I interviewet beskriver Kim André det, de laver, som »bare kunst og kultur og børneunderholdning«. Magnus Lykke Johansen beskriver deres familie-dragshows som en »eventyrlig verden«, hvor børn ser »prinsesser« på scenen. Men er det virkelig hele historien om Drag Queen Story Hour? Det spørgsmål har Dansk Regnbueråd stillet siden 2023. https://t.co/6t1dGPdqUn Vi har intet problem med homoseksuelle forbilleder eller med, at børn møder alderssvarende fortællinger om eksempelvis familier med to fædre eller to mødre. Vi har derimod et alvorligt problem med, når LGBT-sagen bliver transportmiddel for queerteori og kønsideologi rettet mod børn. Det var også vores pointe under debatten om de danske børnebiblioteker i 2023. For historien bag Drag Queen Story Hour er - som forælder - temmelig vigtig at kende. Vi har tidligere offentliggjort en omfattende gennemgang af bevægelsens ideologiske rødder. https://t.co/n8QxRpCNTG Her dokumenterer graverjournalisten Chris Rufo bl.a., hvordan en af de centrale personer i den amerikanske Drag Queen Story Hour-bevægelse, Harris Kornstein – alias Lil Miss Hot Mess – sammen med Harper Keenan skrev den akademiske artikel Drag Pedagogy: The Playful Practice of Queer Imagination in Early Childhood. https://t.co/YbBugX5dDr Her forbindes drag for børn direkte med queerteori og en pædagogik, der skal udfordre traditionelle forestillinger om køn. Det leder over i en mørkere del af den idéhistorie, Rufo afdækker. Han forbinder ikke drag queens som sådan med pædofili, men påviser, at flere af de queerteoretikere, hvis tænkning han ser som en del af Drag Queen Story Hours ideologiske stamtræ, også udfordrede selve grænsen mellem voksnes og børns seksualitet. Rufo fremhæver bl.a. Gayle Rubin, Michel Foucault og Pat Califia og deres historiske argumenter imod eller problematisering af seksuelle aldersgrænser og traditionelle voksennormer omkring børns seksualitet. Det er en væsentlig – og, for de fleste, meget ukomfirtabel – del af baggrunden, fordi den senere »drag-pædagogik«, som det dokumenteres, voksede ud af en queerteoretisk tradition, hvor også barndommens uskyld og voksnes ret til at sætte seksuelle grænser for børn blev gjort til genstand for ideologisk dekonstruktion. Det bliver yderligere svært at affeje Drag Queen Story Hour som »bare prinsesser« og uskyldig børneunderholdning, når Rubin, Foucault og Califi selv beskriver »drag-pædagogik« som en metode til at stimulere børns »queer imagination«, lære dem »how to live queerly« og destabilisere skolens normative funktion gennem »transformative education«. Vi kan naturligvis ikke vide, hvad Kim André og Magnus Lykke Johansen personligt har læst af queerteori, eller hvor meget de kender til Drag Queen Story Hours ideologiske historie. Måske er de ganske enkelt naive omkring den bevægelse, deres børneshows er blevet en del af. Måske mener de oprigtigt, at det hele bare handler om glimmer, eventyr og om at fortælle børn, at mennesker er forskellige. Det håber vi faktisk. Alternativet er, at de to drag-kunstnere kender den ideologiske bagage, men vælger ikke at fortælle om den, når man sidder i morgen-tv og præsenterer projektet som harmløs »kunst og kultur og børneunderholdning«. Vi vil helst tro på den første forklaring – eller en blanding, hvor man simpelthen ikke har forholdt sig kritisk nok til det projekt, man medvirker i. Men problemet forsvinder ikke af den grund. For nu har Danmark fået en privat LGBTQ+-fond, der skal være en økonomisk »vandkande«, så flere LGBTQ+-kulturelle initiativer kan spire frem. Og noget af det første, vandkanden symbolsk hælder vand på, er netop dragshows - for børn. Dansk Regnbueråd ønsker ikke færre homoseksuelle forbilleder. Tværtimod. Vi ønsker bare ikke, at homoseksuelles historie og rettighedskamp bruges som moralsk adgangskort til at queer-missionere over for børn på biblioteker, i skoler og andre offentlige institutioner. Børn behøver ikke en queer-pædagogisk mission. De behøver voksne, der kan kende forskel på accept af homoseksuelle og ideologisk opdragelse i bestemte teorier om køn, identitet og seksualitet. Den forskel bliver vigtigere – ikke mindre vigtig – når der nu kommer flere private penge bag projektet. @MathiasHPoulse1 @MikaelJalving @Lars_Kaaber @denAstridHoeg @RuneLykkeberg @NoaRedington @RuneSelsing @EvaSelsing @DavidTrads @TomJensen1966 @JensenChrje @CCordsen @SMSerup @Peter_Mogensen @KristiansenMk @helleib @CorduaJarl @metteoestergard @ElisabetSvane @kasperloevkvist @NHJespersen @Marchen_Neel @brianweichardt @camstampe @kaarequist @ClaesTheilgaard @danieltidemann @esben_schj @triermogensen @jakobnielsen @QvortrupHenrik @EmilieJger2 @JoachimBOlsen @mejlhedetv2 @ClementK @NielsThDahl @LeaKorsgaard @JesperSteinmetz @Lise_Toft @amalie_lyhne @AminataCorr @JakobKrogh @jacobheinel @LadyBorup @sofierud #dkmedier #dkpol

Privatlivspolitik  |  Cookiepolitik