X hashtag analyse
173 tweets det sidste døgn fra 98 personer
Relaterede tags: #dkpol #aktindsigt #DkMedier #DkPol
#dkmedier sidste 24 timer
#dkmedier seneste måned
Mest aktive brugere
-
1
Rasmus Buchtrup Sand (@RasmusOfDenmark)
8 tweets
-
2
polnyt.dk - borgerlig borgerjournalistik og satire (@polnytdk)
8 tweets
-
3
7 tweets
-
4
Michael L (@MichaelNstr)
7 tweets
-
5
Palle Poulsen (@PallePoulsen)
6 tweets
Seneste tweets
-
Michael L (@MichaelNstr)
Når man som dansk debatredaktør desperat forsøger at retfærdige Zionistisk statsterrorisme ved at henvise til palæstinensisk Hamas terrorisme. Det kan ikke blive mere kuk-kuk, men det er, hvad Zionist brigaden kan præstere. Sørgeligt. #dkpol #dkmedier https://t.co/TZieiH7O6W
-
Birgitte Milling (@Birgitte1234)
Christiansborg står bag Ursula Von de Leyens diktatur Christiansborg står bag Israel angreb i Gaza Christiansborg står bag reduktionen af menneskeheden Christiansborg står bag løgn om klimaet og CO2 Christiansborg står bag, 6 år. Udryddelse af Ukraine 🇺🇦 Christiansborg står bag immigration i Danmark 🇩🇰 Christiansborg står bag WEF Davos overtager ledelsen i Europa Christiansborg står bag inddragelse af din pension Christiansborg står bag ophævelse af ejendomsretten Christiansborg står bag transe-human via vacciner og chip Ønsker Du det ? 🇩🇰 Det Nye Folkeparti 🇩🇰 Står IKKE bag ovenstående #dkpol #dkmedier @berlinske @politiken @informeren https://t.co/OV0mUrqcsJ
-
Lars 🇩🇰 🤝 🇷🇺 (@Lars_Hansen_86)
Ukrainefonden er tom, 'vi kommer ikke til at stoppe støtten siger Jeppe Bruus'.. sidste gang vi havde samme situation kostede det danskerne Store bededag - hvilken helligdag bliver den næste? #dkpol #dkmedier https://t.co/f5SHGlgeAX
-
Niels Philip Kjeldsen (@NielsPhilip1)
»Jeg var chokeret, da jeg læste om hans nye voldtægt. Jeg troede, at han var udvist og har ikke fået andet at vide,« fortæller Josefine. »Det var et stort chok, og det er virkelig ikke betryggende, at jeg har gået og troet, at han var udvist. Jeg ved godt, det handler om menneskerettigheder, men han er kommet hertil og begået fem voldtægter, og så skal vi være de flinke? Det forstår jeg ikke.« @jensen_bjerring #dkpol #dkmedier #Wasim
-
Jacob Hansen (@jacobhansen1974)
RT @cyrus_razavi (Cyrus Razavi): Der er et mønster i islams historie, som bliver langt mere interessant, når man holder op med at diskutere, om islam er "fredelig" eller "voldelig", og i stedet ser på forholdet mellem budskab og magt. I Mekka fra omkring 610 til 622 var Muhammed og hans tilhængere en udsat minoritet uden stat, hær eller politisk magt. Her fylder tro, moral, udholdenhed, tålmodighed og forkyndelse. Så kommer Medina, og magtforholdet ændrer sig fundamentalt. Efter hijraen i 622 bliver Muhammed leder af et politisk samfund. Nu kommer lovgivning, statsopbygning, militær organisering og væbnet konflikt ind som en del af den historiske udvikling. Senere følger erobringen af Mekka, og efter Muhammeds død ekspanderer de muslimske kalifater gennem omfattende militære erobringer langt uden for Den Arabiske Halvø. Man kan diskutere teologiske fortolkninger af de enkelte vers til evig tid. Det ændrer ikke kronologien. Før magten ser vi én situation, efter magten ser vi en anden. Spring så næsten 1.400 år frem. Jeg er født i Iran, så Khomeini er ikke abstrakt religionshistorie for mig. Før revolutionen talte han om frihed, retfærdighed og folkets vilje og fremstillede sig som modstander af undertrykkelse. Så fik han magten. Revolutionen blev efterfulgt af brutal undertrykkelse. Politiske modstandere blev fængslet, tortureret og henrettet, kvinder mistede frihedsrettigheder, revolutionære domstole sendte mennesker i døden, og staten byggede et omfattende sikkerhedsapparat til at knuse oppositionen. I 1988 kulminerede det i henrettelser og forsvindinger af tusindvis af politiske fanger og dissidenter. FN's særlige rapportør har beskrevet "dødskommissionernes" rolle og Khomeinis fatwa i de udenretslige henrettelser. Det præstestyre, der talte om frihed, da det kæmpede om magten, brugte vold, terror og religiøs tvang, da magten lå i dets egne hænder. Samtidig blev eksporten af revolutionen en del af regimets ideologiske projekt. Iran viser derfor med brutal tydelighed, hvorfor tiden før og efter magten ikke kan betragtes som det samme historiske øjeblik. Og så kommer Europa. For 30 eller 40 år siden havde muslimske miljøer langt mindre institutionel, kulturel og politisk gennemslagskraft i Europa. De var mindre, svagere organiserede og havde langt mindre mulighed for at påvirke det omkringliggende samfund. Siden ændrede billedet sig. Først handlede meget af debatten om diskrimination, racisme, retten til at være muslim og beskyttelsen af et religiøst mindretal. Men samtidig voksede organisationerne, moskeerne, skolerne, foreningerne og de politiske netværk, og med dem voksede også muligheden for at stille krav til det omkringliggende samfund. I dag diskuterer europæiske lande ikke længere politisk islam som et hypotetisk fremtidsscenarie. Vi diskuterer religiøs social kontrol, islamiske skoler, kønsadskillelse, udenlandsk finansierede moskeer, sharia, koranafbrændinger, religiøse særkrav og islamistiske organisationers indflydelse. Frankrig har ligefrem lovgivet mod det, regeringen betegner som islamistisk separatisme, og de franske myndigheder har beskrevet problemer med blandt andet religiøst begrundet kønsadskillelse, børn uden for almindelig skolegang og islamistisk påvirkning gennem foreninger. Det Muslimske Broderskab er særlig interessant i den sammenhæng, fordi islamistisk magt ikke behøver komme gennem revolution og geværer. Den kan opbygges gradvist gennem institutioner, foreninger, undervisning, religiøse miljøer og politisk påvirkning. Det franske indenrigsministerium har beskrevet islamistisk separatisme som et politisk og religiøst projekt rettet mod opbygningen af et "modsamfund" og fremhævet Broderskabets betydning for udbredelsen af denne tænkning. Den Islamiske Republik viser en anden side af samme problem. Her har vi en islamistisk stat, der ikke nøjes med at håndhæve sin ideologi inden for egne grænser, men gennem årtier har arbejdet på at eksportere revolutionen og opbygge politiske, religiøse og militære netværk uden for landet. Det betyder ikke, at enhver muslim er islamist, eller at enhver moské er en del af Det Muslimske Broderskab. Det er heller ikke nødvendigt for at se mønstret. Vi taler om politisk islam, dens organisationer og deres forhold til magt. Og det er værd at huske, at muslimer selv bliver ofre, når islamister får magt til at gennemtvinge deres ideologi. Vi har set det under præstestyret i Iran, under Taliban i Afghanistan, under Hamas i Gaza og i sin mest ekstreme form under ISIS i Syrien og Irak. Metoderne og omfanget har været forskellige, men fælles er, at islamistisk magt ikke kun rammer kristne, jøder, ateister eller andre religiøse mindretal. Den rammer også muslimer, der ikke vil leve efter islamisternes regler. Kvinder tvinges til at indrette deres liv efter religiøse påbud, kritikere og oppositionelle forfølges, og den enkelte muslim mister retten til selv at bestemme, hvordan troen skal fylde i hans eller hendes liv. Det er mig helt uforståeligt, at muslimer, der ønsker at leve i frihed, ikke i langt højere grad ser den fare og råber højt om den. Det er åbenbart nemmere at råbe "racist" efter os, der vil bevare de friheder, de selv nyder godt af, end at pege på de islamister, der vil begrænse de samme friheder. Mekka og Medina viser os det historiske skifte. Khomeini viser os et moderne eksempel på forskellen mellem opposition og magtovertagelse. Det Muslimske Broderskab viser os en metode, hvor indflydelsen kan opbygges gradvist gennem samfundets egne institutioner. Den Islamiske Republik viser, hvordan en islamistisk stat aktivt kan eksportere sin ideologi. Og Europa bør derfor turde stille det ubehagelige spørgsmål: Hvorfor skulle vi ignorere dette historiske mønster, netop mens vi selv oplever udviklingen fra små og politisk svage muslimske miljøer til langt stærkere religiøse institutioner, organisationer og politiske krav? Historien gentager sig ikke nødvendigvis ned til mindste detalje. Mekka er ikke København, Medina er ikke Bruxelles, og Khomeinis revolution er ikke Det Muslimske Broderskabs metode. Men mønstret bør være umuligt at ignorere. Når magtforholdet ændrer sig, ændrer kravene sig også. Det, der begyndte som retten til selv at tro og leve anderledes, kan udvikle sig til kravet om, at samfundet omkring én også skal indrette sig anderledes. Det er derfor, vi skal interessere os for forskellen mellem, hvad en ideologi siger uden indflydelse og magt, og hvad den kræver og gennemfører med magt. Historien har allerede vist os forskellen. #dkmedier #dkpol