Rasmus Buchtrup Sand (@RasmusOfDenmark)
Julle (@Jullemand007)
Please_Stop_The _propaganda (@themuddytrutht)
Kristian (@KayAgeOfEl)
Farmand (@Farmand14)
Cyrus Razavi (@cyrus_razavi)
Magdalena Andersson, Sveriges første kvindelige statsminister, som i dag er leder af oppositionen i den svenske Riksdag. #dkmedier #dkpol Med to terrorflag og voldtægtsflag i baggrunden. 👇 https://t.co/QyHjNnVZDv
STATSMANDEN & STØJSENDEREN. Hvordan “The Greatest Briton” og den mest kontroversielle præsident i nyere tid reelt siger det samme - men hvordan det først bliver acceptabelt, når historien har haft tid til at redigere det. 👉 LÆS & LYT på min Substack i stedet: https://t.co/jHl0uSLUAr ----------------------- ▶︎ Et opto-historisk bedrag ◀︎ Jeg er ved at være færdig men en genlæsning (denne gang lytning) af Churchills The Wilderness Years - og under den har jeg indset, at der er en slags ‘historisk optisk bedrag’ i måden, vi taler om Winston Churchill og Donald Trump på. Den ene er retteligt blevet ophøjet til civilisationens stemme i sin mørkeste time, den anden reduceret til en støjmaskine, man enten hepper på eller holder sig for ørerne overfor. Men hvis man læser dem uden filter - uden marmorsokkel, sans orange selvbruner og fri for breaking news - så begynder forskellene at nivellere sig. Ikke fordi Churchill og Trump bliver ens, men fordi de opererer i samme spændingsfelt: De siger ting, der destabiliserer rummet, og de forstår begge, at opmærksomhed i sig selv er en form for magt. ----------------------- ▶︎ Persona non grata - og ting, man ikke må sige ◀︎ Før Anden Verdenskrig var Churchill ikke nogen samlende figur. På ingen måde, faktisk. Han var besværlig. En mand, der talte om trusler, andre fandt overdrevne, og som insisterede på en tone, der ikke passede ind i en tid, der længtes efter normalitet. Churchills advarsler om Tysklands oprustning blev mødt med træthed og irritation - og decideret vrede. Ikke fordi de nødvendigvis var forkerte, men fordi de blev sagt på en måde, der brød med den politiske komfortzone - og ‘stod i vejen’ for at det pæne gentleman-diplomati, kunne øve sin gyden-olie-på-vandene-magi. Det er svært ikke at se visse paralleller til reaktionen på Trump før 2016 - for også her har vi at gøre med en figur, der taler uden filter om grænser, handel, migration og islam - og som i første omgang bliver afvist. Ikke kun for hvad han siger, men også for hvordan han siger det. Når man går tættere på Trumps og Churchills udsagn, bliver slægtskabet - for nogle ukomfortabelt - tydeligt. I The River War fra 1899 beskriver Churchill islam som en kraft, der “paralyserer den sociale udvikling” og skriver, at “ingen stærkere tilbagestående kraft findes i verden.” Det er en civilisationskritik formuleret i datidens sprog og kontekst, men stadig meget bastant og kategorisk. Over hundrede år senere siger Trump: “Islam hates us.” Den ene analyserer (eller mener, han gør), den anden reagerer - men begge placerer islam i et modsætningsforhold til “os”. Forskellen ligger i graden af forarbejdning og i tiden, de taler ind i, men ikke i selve bevægelsen i udsagnet. ----------------------- ▶︎ Vold & magt ◀︎ Det samme mønster går igen i Trumps og Churchills syn på magt og vold. Churchill kunne nøgternt skrive, at han var “strongly in favour of using poisoned gas… it would spread a lively terror.” Det er aldeles brutal realpolitik forklædt som iskold administrativ klarhed. Når Trump taler om at “bomb the hell out of ISIS”, er sproget grovere, mindre indpakket - men intentionen om at signalere maksimal kraft for at skabe afskrækkelse ligger i samme logik. Begge overskrider grænsen for acceptabel sprogbrug i deres samtid, men af forskellige grunde: Hos Churchill fordi det ie en senere optik læses som for brutalt - hos Trump, fordi det i realtid opleves som det. Også i forholdet til sandhed og kommunikation mødes de et sted, man normalt ikke forbinder med statsmandskab. Churchill konstaterer under krigen, at sandheden er så værdifuld, at den må beskyttes af en “bodyguard of lies”. Det er en erkendelse af, at krig ikke kun føres med våben, men med fortællinger. Trump formulerer aldrig noget tilsvarende princip, men hans konstante angreb på medier og hans egen elastiske omgang med fakta skaber i praksis samme effekt: Sandheden bliver et kampområde. Forskellen er igen stil og bevidsthed - ikke funktion. Det gælder også deres prioritering af nationale interesser. Churchill tænker i imperiets overlevelse og accepterer massive civile omkostninger, blandt andet gennem strategisk bombning af tyske byer. Trump opererer i en helt anden historisk kontekst, men hans “America First”-retorik udspringer af en lignende prioritering: Staten først, konsekvenserne bagefter. Når Churchill taler om at knække Tysklands funktion som nation, og når Trump taler om at bryde internationale aftaler for at beskytte amerikanske interesser, er det forskellige udtryk for samme grundlæggende instinkt. ----------------------- ▶︎ Jødeglæde ◀︎ Der er en anden faktor, som gør sammenligningen mere kompleks, end mange bryder sig om i det nuværende politiske klima såvel som i Churchills samtid: Begge ledere kan med rimelighed beskrives som filosemitter. Churchill var filosemit i den klassiske, næsten dannede forstand med en udtalt respekt for jøder som folk og en tidlig støtte til zionismen, formuleret i en tid, hvor det bestemt ikke var politisk risikofrit. Trump har vist sig filosemitisk i en langt mere konkret og politisk form gennem en række kontroversielle beslutninger, der entydigt styrker Israel, herunder anerkendelsen af Jerusalem som hovedstad og normaliseringsaftaler i regionen. Det interessante er ikke blot, at de begge er pro-jødiske eller pro-israelske, men at denne position sameksisterer med en hård, til tider generaliserende retorik om islam. Hverken Trump eller Churchill passer således ind i den simple moralske akse, hvor holdninger til én gruppe automatisk bestemmer holdninger til en anden. De krydser akserne - og det er måske netop derfor, de forvirrer. ----------------------- ▶︎ Had, kærlighed - og efterforståelse ◀︎ Det mest afslørende er dog stadig reaktionerne på Winston Churchill og Donald Trump - og hvornår de finder sted. Og hvornår de ændrer sig. Før krigen blev Churchill mødt med udbredt skepsis og irritation. Klip fra The Gathering Storm (2002) Under krigen blev præcis den samme kompromisløse stil til lederskab, fordi verden pludselig lignede det, Churchill havde beskrevet. Efter krigen blev han ‘redigeret’. Opfattelsen af ham. De hårdeste udsagn gled i baggrunden, og tilbage stod statuen. At han tabte valget i 1945, fortæller i sig selv noget vigtigt: Krigens sprog passer dårligt til fredens behov. Det var ikke fordi Briterne var utaknemmelige, men Churchill havde løst opgaven. Og nu var opgaven derfor en anden. Trump befinder sig stadig midt i den proces. Der er ingen efterredigering endnu, kun en konstant overredigering i realtid. Hver formulering bliver enten bevis på genialitet eller på uegnethed. Intet får lov at falde til ro. Hvor Churchill i dag får lov til at være kompleks, fordi historien har haft tid til at sortere i ham, bliver Trump af vores samtid nægtet den samme kompleksitet, fordi han stadig er en del af konflikten. Hans modstandere siger, at han skaber den. Præcis det samme sagde Churchills magtfulde fjender om ham i årene op til 2. Verdenskrigs udbrud. Måske er det i virkeligheden dér, min sammenligning skal lande. Ikke i spørgsmålet om, hvem der er størst, eller hvem der er værst, men i erkendelsen af, at vores vurdering af ledere er dybt afhængig af … timing. Det er let at acceptere brutal klarhed - når man kender slutningen. Det er langt sværere, mens man stadig står midt i støjen og endnu ikke ved, hvilken historie der bliver fortalt bagefter. Jeg ser Trump igennem de briller. Jeg ved, at han, ligesom Churchill havde, har et enormt ego, en enorm vilje og en uovertruffet evne til at fungere i situationer, der er så stressende, at de ville slå næsten alle andre omkuld. Det er også min overbevisning, at Trump har ret i sit syn på verden, på dens udfordringer og på, hvordan de overvindes. Kun historien vil vise, om jeg får ret i den vurdering. Nogle vil hævde, at både Churchill og Trump trivedes bedst i kaos, omgivet af enorme udfordringer. Jeg håber det er rigtigt. Og i så fald må Trump være i sit es nu. ------------------------ 👉 LÆS & LYT på min Substack i stedet: https://t.co/jHl0uSLUAr #dkpol #dkmedier
Ib Rehné Kairo🇩🇰 (@IbRKairo)
Filmen om det de sprøjter i hovedet på os.. #dkmedier #dkpol https://t.co/Q95fxAiFbw
Jesper Pedersen (@mandivalby)
RT @PallePoulsen (Palle Hyldgård Poulsen): Hverken TV 2's eller DR's store nyhedsudsendelser omtalte Socialdemokraternes kurvert på 1,75 millioner til Alternativet for Å's stemmer ved Europaparlamentetsvalget. Heller ikke P1 Orientering, der sender i to timer. 4. statsmagt? Sølle. #dkpol #dkmedier https://t.co/WtwNS0NLft
RT @PeterRa58783464 (Peter Rasmussen): "Etnicitet er selvvalgt", skriver @uffegardel. Fint. Jeg vil vælger hermed at være en australsk aboriginal. Desuden vil jeg anbefale Uffe Gardel at vælge at være mongol. #dkmedier https://t.co/Zw6J7bTMQU
