X hashtag analyse
200 tweets det sidste døgn fra 101 personer
Relaterede tags: #dkpol #Remigration #Sharia #danskehed
#dkmedier sidste 24 timer
#dkmedier seneste måned
Mest aktive brugere
-
1
CuiqueRuneOrder (@CuiqueRuneOrder)
7 tweets
-
2
Hr. Lars (@Onkelmormor12)
7 tweets
-
3
bifrules (@bifrules179986)
6 tweets
-
4
Topper the Dane 🇩🇰 (@TopperTheDane)
6 tweets
-
5
Carsten Nielsen (@BillEder5)
5 tweets
Seneste tweets
-
STØBES VIRKELIGHEDENS RIFFELKUGLER AF VORES FLAMMENDE RETORIK? Der er en underlig stilhed, der lægger sig efter et attentatforsøg som det i går. Ikke en rolig stilhed, men en sitrende, hvor munden og tastefingrene lige lammes en stund, før de igen begynder at fungere. Det øjeblik varer ikke ret lang tid, minutter måske, men jeg erindrer det hver gang, fordi det mærkbart bryder det konstante flow, vi er end med at fungere i. Gårsdagens hændelser tvinger et spørgsmål frem, som mange helst vil glide udenom. Også jeg. Som selverklæret ytringsfrihedsabsolutist. Det er: Hvad gør vores måde at tale om politik på ved os? Ikke i teorien, men i praksis - i de få, skrøbelige sind, der ikke længere skelner mellem ord og handling. Donald Trump har i årevis været genstand for en retorik, der sjældent bliver ved politisk kritik. Sammenligninger med Adolf Hitler er ikke bare forekommet. De er blevet gentaget, normaliseret, gjort til en fast del af det politiske landskab. Det er stærke ord. De stærkeste, vi har. Og netop derfor burde de bruges med en vis ærefrygt. For hvad sker der, når man igen og igen fortæller, at en politisk modstander ikke blot er forkert, men farlig på et historisk, næsten mytisk niveau? At han repræsenterer noget, der i sin natur må standses? De fleste forstår godt, at det er polemik. At det er en måde at markere alvor på. Men ikke alle gør. I et samfund, hvor politik for mange er blevet et eksistentielt spørgsmål - hvor det ikke længere handler om retning, men om 'overlevelse' - opstår der et skred. Et farligt et. For hvis truslen er absolut, hvorfor skulle midlerne så ikke også være det? Eftertanken må begynde der. Ikke med anklagen, men med erkendelsen af, at sproget aldrig er neutralt. Det former vores virkelighed, vores grænser, vores forestilling om, hvad der er legitimt. Ikke deterministisk - men heller ikke uden virkning. Det betyder ikke, at medier eller politiske modstandere bærer skylden for enkeltpersoners vold. Det gør de ikke. Ansvar er individuelt. Men det fritager ikke nogen for at overveje, hvordan man taler, når man taler højt - og længe - om det værste, man kan forestille sig. Måske er det i virkeligheden det mest ubehagelige ved gårsdagens hændelse - ikke at den fandt sted, men at den, for nogle, giver en slags forkvaklet, forvrænget mening. At den af nogle kan ses som en logisk konsekvens. Ikke bare som en afvigende handling. Hvis der er en lære at drage, er den ikke, at vi skal tie. Men at vi igen må lære forskellen på at advare - og at ophøje. På at kritisere - og at dæmonisere. På at analysere - og at psykologisere. For når alt bliver Hitler, bliver intet det jo. Og i det tomrum, hvor ordene - selv de mest betydningsfulde - mister deres vægt, risikerer handlingerne at overtage vægten i stedet. Nu for tredje gang. Hvilket nederlag for demokratiet. Og ikke kun i USA. #dkpol #dkmedier
-
LADES VIRKELIGHEDENS SKYDEVÅBEN AF VORES ORD? Der er en underlig stilhed, der lægger sig efter et attentatforsøg som det i går. Ikke en rolig stilhed, men en sitrende, hvor munden og tastefingrene lige lammes en stund, før de igen begynder at fungere. Det øjeblik varer ikke ret lang tid, minutter måske, men jeg erindrer det hver gang, fordi det mærkbart bryder det konstante flow, vi er end med at fungere i. Gårsdagens hændelser tvinger et spørgsmål frem, som mange helst vil glide udenom. Også jeg. Som selverklæret ytringsfrihedsabsolutist. Det er: Hvad gør vores måde at tale om politik på ved os? Ikke i teorien, men i praksis - i de få, skrøbelige sind, der ikke længere skelner mellem ord og handling. Donald Trump har i årevis været genstand for en retorik, der sjældent bliver ved politisk kritik. Sammenligninger med Adolf Hitler er ikke bare forekommet. De er blevet gentaget, normaliseret, gjort til en fast del af det politiske landskab. Det er stærke ord. De stærkeste, vi har. Og netop derfor burde de bruges med en vis ærefrygt. For hvad sker der, når man igen og igen fortæller, at en politisk modstander ikke blot er forkert, men farlig på et historisk, næsten mytisk niveau? At han repræsenterer noget, der i sin natur må standses? De fleste forstår godt, at det er polemik. At det er en måde at markere alvor på. Men ikke alle gør. I et samfund, hvor politik for mange er blevet et eksistentielt spørgsmål - hvor det ikke længere handler om retning, men om 'overlevelse' - opstår der et skred. Et farligt et. For hvis truslen er absolut, hvorfor skulle midlerne så ikke også være det? Eftertanken må begynde der. Ikke med anklagen, men med erkendelsen af, at sproget aldrig er neutralt. Det former vores virkelighed, vores grænser, vores forestilling om, hvad der er legitimt. Ikke deterministisk - men heller ikke uden virkning. Det betyder ikke, at medier eller politiske modstandere bærer skylden for enkeltpersoners vold. Det gør de ikke. Ansvar er individuelt. Men det fritager ikke nogen for at overveje, hvordan man taler, når man taler højt - og længe - om det værste, man kan forestille sig. Måske er det i virkeligheden det mest ubehagelige ved gårsdagens hændelse - ikke at den fandt sted, men at den, for nogle, giver en slags forkvaklet, forvrænget mening. At den af nogle kan ses som en logisk konsekvens. Ikke bare som en afvigende handling. Hvis der er en lære at drage, er den ikke, at vi skal tie. Men at vi igen må lære forskellen på at advare - og at ophøje. På at kritisere - og at dæmonisere. På at analysere - og at psykologisere. For når alt bliver Hitler, bliver intet det jo. Og i det tomrum, hvor ordene - selv de mest betydningsfulde - mister deres vægt, risikerer handlingerne at overtage vægten i stedet. Nu for tredje gang. Hvilket nederlag for demokratiet. Og ikke kun i USA. #dkpol #dkmedier
-
LADES VIRKELIGHEDENS SKUDVÅBEN AF VORES ORD? Der er en underlig stilhed, der lægger sig efter et attentatforsøg som det i går. Ikke en rolige stilhed, men en sitrende, hvor munden og tastefingrene lige lammes en stund, før de igen begynder at fungere. Det øjeblik varer ikke ret lang tid, minutter måske, men jeg erindrer det hver gang, fordi det mærkbart bryder det konstante flow, vi er end med at fungere i. Gårsdagens hændelser tvinger et spørgsmål frem, som mange helst vil glide udenom. Også jeg. Som selverklæret ytringsfrihedsabsolutist. Det er: Hvad gør vores måde at tale om politik på ved os? Ikke i teorien, men i praksis - i de få, skrøbelige sind, der ikke længere skelner mellem ord og handling. Donald Trump har i årevis været genstand for en retorik, der sjældent bliver ved politisk kritik. Sammenligninger med Adolf Hitler er ikke bare forekommet. De er blevet gentaget, normaliseret, gjort til en fast del af det politiske landskab. Det er stærke ord. De stærkeste, vi har. Og netop derfor burde de bruges med en vis ærefrygt. For hvad sker der, når man igen og igen fortæller, at en politisk modstander ikke blot er forkert, men farlig på et historisk, næsten mytisk niveau? At han repræsenterer noget, der i sin natur må standses? De fleste forstår godt, at det er polemik. At det er en måde at markere alvor på. Men ikke alle gør. I et samfund, hvor politik for mange er blevet et eksistentielt spørgsmål - hvor det ikke længere handler om retning, men om 'overlevelse' - opstår der et skred. Et farligt et. For hvis truslen er absolut, hvorfor skulle midlerne så ikke også være det? Eftertanken må begynde der. Ikke med anklagen, men med erkendelsen af, at sproget aldrig er neutralt. Det former vores virkelighed, vores grænser, vores forestilling om, hvad der er legitimt. Ikke deterministisk - men heller ikke uden virkning. Det betyder ikke, at medier eller politiske modstandere bærer skylden for enkeltpersoners vold. Det gør de ikke. Ansvar er individuelt. Men det fritager ikke nogen for at overveje, hvordan man taler, når man taler højt - og længe - om det værste, man kan forestille sig. Måske er det i virkeligheden det mest ubehagelige ved gårsdagens hændelse - ikke at den fandt sted, men at den, for nogle, giver en slags forkvaklet, forvrænget mening. At den af nogle kan ses som en logisk konsekvens. Ikke bare som en afvigende handling. Hvis der er en lære at drage, er den ikke, at vi skal tie. Men at vi igen må lære forskellen på at advare - og at ophøje. På at kritisere - og at dæmonisere. På at analysere - og at psykologisere. For når alt bliver Hitler, bliver intet det jo. Og i det tomrum, hvor ordene - selv de mest betydningsfulde - mister deres vægt, risikerer handlingerne at overtage vægten i stedet. Nu for tredje gang. Hvilket nederlag for demokratiet. Og ikke kun i USA. #dkpol #dkmedier
-
Bjarne (@BjarneD39914)
RT @tweetybirddk (Karina Sørensen): @SvenningDalgard Der er et eller andet helt galt med dig Svenning. Du er det bedste eksempel på, at #dkmedier er syge helt ind i den inderste core af journalismen. Det er direkte løgn det du her poster. Du ved det. Vi ved det. Du ved det virker. Din moral er som den Hamas dude der dræbte små børn
-
Jesper Pedersen (@mandivalby)
RT @mrssmoketoomuch (Nancy Smoketoomuch): Mohammed mener at alkohol og løsagtighed er problemet og at løsningen er at give kvinder hijab på. At mandlige indvandrere og efterkommere fra MENAPT-lande er grotesk overrepræsenterede i alle kriminalitetsstatistikker er åbenbart ikke relevant. #dkpol #dkmedier https://t.co/2vbKBrQ7vL