Mangler Cookie-samtykke

Du skal godkende brugen af cookies i kategorien Præferencer, for at kunne logge på Overskrift.

 

X hashtag analyse

183 tweets det sidste døgn fra 105 personer

Relaterede tags: #dkpol  #dkbiz  #aktindsigt  #DKpol  

t #dkmedier sidste 24 timer

t #dkmedier seneste måned

t Mest aktive brugere

t Seneste tweets

  • 05:59

    flinke (@JorgensenFlinke)

    RT @ (): Som jeg forstår det, så er situationen med PET nu som følgende: A) PET har ikke fremlagt nogen beviser for russiske planer om sapotage på dansk jord. B) PET har ikke anholdt eller sigtet nogen, som skulle have udført sapotage eller spinoage på vegne af Rusland. C) PET er derfor "trust me bro", lige før statens budgetforhandlinger starter her i September, hvor PET kan få tilført ekstraordinære midler under de årlige efterårsforhandlinger. Er der andre end mig, som syntes at det hele lugter pænt meget af spin og bullshit? Jeg er bestemt ikke afvisende over for at Rusland kan finde på at lave spionage eller sapotage på dansk jord. Vi har jo set at Ukraine har gjort det med Northstream. Men der skal ligesom nogle beviser på bordet, da PET ikke ligefrem er kendt for at være super-troværdige. #dkpol #dkmedier #klovnestat #PET

  • 05:40

    Jacob Hansen (@jacobhansen1974)

    RT @LBMathiesen (Lars Boje Mathiesen): Lad være med at tro mainstream politikernes spin på de sociale medier. Kig på hvad de gør. De har lige givet tusindvis af syrere permanent opholdstilladelse. De vil altså ikke have at Syrerne skal rejse hjem. De vil have syrerne skal blive og på sigt blive danske statsborgere. Liberal Alliance, Konservative, Venstre og Danmarks Demokraterne har ALDRIG stemt nej til at give statsborgerskab. Jeg siger det lige igen, da mange ikke tror på det. Inger Støjberg, Alex Vanopslagh, Mona Juul og Troels Lunds tropper har aldrig stemt NEJ! NOGENSINDE! Det er den ubekvemme sandhed! Et kæmpe svigt mod Danmark! #dkpol #dkmedier

  • 05:32

    Mikkel Hansen (@MikkelH54488484)

    RT @JesPerfekt (Jesper W. Rasmussen (who/dis)): CNN & CO. FORVIST FRA DET HVIDE HUS: TRUMP GØR EN BESKIDT HEMMELIGHED SYNLIG. Donald Trumps udelukkelse af CNN, MS NOW og Politico fra Det Hvide Hus var juridisk problematisk. Men den efterfølgende forargelse har blotlagt et større problem: Magten har ALTID forsøgt at styre pressens adgang, mens pressens EGEN politiske slagside gemmer sig bag forestillingen om neutralitet.n👉 LÆS, LYT & SE artiklen med grafikker/videoer på min substack: https://t.co/ddopFxl1dT ✤ En verdensplenum-session, Orange-style ✤ Indrømmet: Jeg elsker Donald Trumps manglende evne – eller måske manglende lyst – til at bedrive diskret magtpolitik. Hvor andre præsidenter ville lade en embedsmand ringe til en redaktør, ændre en procedure eller justere en invitationsliste, skriver Trump det på sociale medier. Se, hvad jeg gør. How do you like them apples? Det gør ikke nødvendigvis hans handlinger rigtige, men det gør dem synlige, og netop det er en tilbagevendende og efter min mening stærkt undervurderet egenskab ved Trump som politisk fænomen. Problemstillinger, der normalt lever et stille liv under den politiske og institutionelle overflade, bliver hos Trump trukket frem i fuld offentlighed, behandlet med orange ‘grunder’ - og sat tørring i solen under fri, typisk fuldstændig hysterisk, diskussion i verdensplenum. Det seneste plenar handler - som så ofte før - om pressen. Den 18. september meddelte Trump, at medierne CNN, MS NOW og Politico ikke længere skulle have adgang til Det Hvide Hus. Journalisternes permanente pressekort blev deaktiveret, og reportere fra de tre medier blev efterfølgende afvist ved indgangen. Trump lagde ikke skjul på begrundelsen: Han mente, at medierne producerede »fake news«, »fiction and lies«. Reaktionen var pænt forudsigelig. Beslutningen blev beskrevet som et angreb på pressefriheden og endnu et skridt i en autoritær retning. Nu har en føderal dommer så foreløbig også givet medierne medhold og beordret adgangen genoprettet i 14 dage, mens sagen behandles. Dommeren vurderede, at fremgangsmåden sandsynligvis krænkede mediernes ret til due process, fordi regeringen, når den først har etableret et system for presseakkreditering, ikke uden videre kan fratage bestemte journalister deres adgang uden varsel og mulighed for at gøre indsigelse. Det er en væsentlig juridisk indvending, men den afgør ikke den bredere diskussion, som sagen har åbnet. ------------------------------------------------------- ✤ Presse-frihed og presse-adgang er ikke det samme ✤ Ben Shapiro gennemgår i den podcast, der ledsager denne artikel, den amerikanske presses historie og fremhæver en skelnen, der næsten er forsvundet i polemikken: Retten til at skrive om præsidenten er ikke identisk med retten til at befinde sig fysisk få meter fra ham. CNN blev ikke lukket, Politico fik ikke forbud mod at publicere, og MS NOW fik ikke beslaglagt sine servere. Konflikten handler om adgang, og netop fordi adgang til magten er et af journalistikkens vigtigste råstoffer, er spørgsmålet om, hvem der får den og efter hvilke kriterier, principielt vigtigt. Det er samtidig her, en af den politiske presses mindre flatterende hemmeligheder kommer til syne: Politisk magt har altid forsøgt at administrere pressens adgang og belønne eller begunstige medier, som den finder mere rimelige, venlige eller nyttige. Trump opfandt ikke dette spil. Han nægter blot at lade, som om det ikke bliver spillet. Under Barack Obama udviklede Det Hvide Hus eksempelvis en åben konflikt med Fox News, som administrationen ikke mente burde behandles som et almindeligt nyhedsmedie. I 2009 forsøgte administrationen at holde Fox ude af en runde interviews med den såkaldte pay czar, Kenneth Feinberg. Forsøget mislykkedes, fordi de øvrige tv-netværk stod sammen med Fox og meddelte, at de ellers heller ikke ville deltage. Obama gjorde altså ikke præcis det samme som Trump, og forskellen er vigtig. Men forestillingen om, at en amerikansk administration kan betragte bestemte medier som politiske modstandere og forsøge at marginalisere dem, blev ikke opfundet den 18. september 2026. Det nye ved Trump er snarere den demonstrative åbenhed, hvormed det foregår. ------------------------------------------------------- ✤ Den neutrale presse, der aldrig rigtig var neutral ✤ Shapiros historiske gennemgang er super interessant, fordi den amerikanske presse ikke begyndte som en samling objektive institutioner hævet over politik. Amerikanske aviser var historisk ofte voldsomt partiske og kæmpede åbent for kandidater, partier, abolitionisme, reformbevægelser og politiske mærkesager. Forestillingen om den professionelle og politisk neutrale journalist opstod senere som et ideal for faget. Det er på mange måder et godt ideal, men det bliver problematisk, hvis neutraliteten udvikler sig fra arbejdsmetode til branding. Journalistisk bias består nemlig ikke alene i de formuleringer, læseren kan finde i den færdige artikel. Den findes også i kildevalget, historieudvælgelsen, ekspertvalget og prioriteringen af, hvilke begivenheder der får en forside, og hvilke der ender som en notits. Den mest effektive bias kan derfor være den, læseren aldrig opdager, fordi den ligger i de historier, perspektiver og kilder, der aldrig når frem til avisen. Det har jeg skrevet om en del gange før, senest i min gennemgang af mediet P.O.V. Internationals vilde uerklærede/benægtede bias. https://t.co/4jn2gg5ydD Jeg skrev første gang om dansk journalistiks bias tilbage i 2024, hvor jeg pegede på, at danske journalisters USA-dækning i betydeligt omfang importeres gennem en amerikansk mediefødekæde bestående af blandt andre New York Times, Washington Post, AP og CNN. Andre amerikanske perspektiver kommer langt sjældnere gennem det danske journalistiske filter. Dengang byggede min kritik i høj grad på observation. Siden er der kommet tal på. ------------------------------------------------------- ✤ Det danske ekkokammer ✤ Professor Gunnar Lind Haase Svendsen har undersøgt danske dagblades brug af amerikanske kilder fra 1998 til 2025, og resultatet er bemærkelsesværdigt. https://t.co/lREezzib0D I den gennemgang, jeg tidligere har omtalt, var 89 procent af Politikens politisk klassificerede amerikanske kilder venstreorienterede. Hos Information var tallet 87 procent, hos Jyllands-Posten 86 og hos Berlingske 82 procent. Undersøgelsen anvender Infomedias database og AllSides’ klassifikation af amerikanske medier og udelader neutrale kilder. Det er værd at hæfte sig ved navnene, fordi Politiken, Information, Jyllands-Posten og Berlingske på papiret repræsenterer ganske forskellige politiske traditioner. Når blikket vendes mod USA, henter de imidlertid i overvældende grad deres forståelsesramme fra den samme side af det amerikanske medielandskab. I min artikel om Grønlandskrisen kalder jeg det for ‘den transatlantiske fødekæde’. Det bliver endnu mere bemærkelsesværdigt sammenholdt med journalisternes egne politiske sympatier. En undersøgelse fra 2012 viste, at omkring 80 procent af danske journalister ville stemme på Socialdemokratiet eller partier til venstre herfor og Radikale Venstre. https://t.co/qkLJocFdwG Journalister må naturligvis stemme, som de vil, og deres stemmeafgivning fortæller ikke i sig selv, om deres journalistik er god eller dårlig. Men når en så stor del af en profession befinder sig i omtrent det samme politiske univers, er det rimeligt at spørge, om det påvirker, hvilke historier og perspektiver der forekommer naturlige, interessante og troværdige. Spørgsmålet bliver desto mere oplagt, fordi mediebranchen i årevis har fremhævet betydningen af diversitet. Køn, etnicitet, geografi og social baggrund antages at påvirke, hvilke erfaringer mennesker bringer med sig, og hvilke historier de får øje på. Det er vanskeligt at forstå, hvorfor politisk verdensanskuelse skulle være den ene menneskelige egenskab, som på magisk vis ophører med at have betydning, når pressekortet hænges om halsen. I min tidligere tekst om den danske USA-dækning argumenterede jeg derfor for, at holdningsdiversitet burde betragtes som en journalistisk kvalitet på linje med de former for di

  • 05:18

    Jacob Hansen (@jacobhansen1974)

    RT @Jullemand007 (Julle): Jamen så giver Lars Løkke da også lige 100.000.000 kr til Sudan. Det sejler herhjemme og Lars Løkke flyver rundt i privatfly og uddeler skattekroner i lange baner. Fyr den mand….. #dkpol #dkmedier https://t.co/YbK5uHsU3X

  • 03:52

    Jensen (@Jensen22238250)

    RT @cyrus_razavi (Cyrus Razavi): Der er et mønster i islams historie, som bliver langt mere interessant, når man holder op med at diskutere, om islam er "fredelig" eller "voldelig", og i stedet ser på forholdet mellem budskab og magt. I Mekka fra omkring 610 til 622 var Muhammed og hans tilhængere en udsat minoritet uden stat, hær eller politisk magt. Her fylder tro, moral, udholdenhed, tålmodighed og forkyndelse. Så kommer Medina, og magtforholdet ændrer sig fundamentalt. Efter hijraen i 622 bliver Muhammed leder af et politisk samfund. Nu kommer lovgivning, statsopbygning, militær organisering og væbnet konflikt ind som en del af den historiske udvikling. Senere følger erobringen af Mekka, og efter Muhammeds død ekspanderer de muslimske kalifater gennem omfattende militære erobringer langt uden for Den Arabiske Halvø. Man kan diskutere teologiske fortolkninger af de enkelte vers til evig tid. Det ændrer ikke kronologien. Før magten ser vi én situation, efter magten ser vi en anden. Spring så næsten 1.400 år frem. Jeg er født i Iran, så Khomeini er ikke abstrakt religionshistorie for mig. Før revolutionen talte han om frihed, retfærdighed og folkets vilje og fremstillede sig som modstander af undertrykkelse. Så fik han magten. Revolutionen blev efterfulgt af brutal undertrykkelse. Politiske modstandere blev fængslet, tortureret og henrettet, kvinder mistede frihedsrettigheder, revolutionære domstole sendte mennesker i døden, og staten byggede et omfattende sikkerhedsapparat til at knuse oppositionen. I 1988 kulminerede det i henrettelser og forsvindinger af tusindvis af politiske fanger og dissidenter. FN's særlige rapportør har beskrevet "dødskommissionernes" rolle og Khomeinis fatwa i de udenretslige henrettelser. Det præstestyre, der talte om frihed, da det kæmpede om magten, brugte vold, terror og religiøs tvang, da magten lå i dets egne hænder. Samtidig blev eksporten af revolutionen en del af regimets ideologiske projekt. Iran viser derfor med brutal tydelighed, hvorfor tiden før og efter magten ikke kan betragtes som det samme historiske øjeblik. Og så kommer Europa. For 30 eller 40 år siden havde muslimske miljøer langt mindre institutionel, kulturel og politisk gennemslagskraft i Europa. De var mindre, svagere organiserede og havde langt mindre mulighed for at påvirke det omkringliggende samfund. Siden ændrede billedet sig. Først handlede meget af debatten om diskrimination, racisme, retten til at være muslim og beskyttelsen af et religiøst mindretal. Men samtidig voksede organisationerne, moskeerne, skolerne, foreningerne og de politiske netværk, og med dem voksede også muligheden for at stille krav til det omkringliggende samfund. I dag diskuterer europæiske lande ikke længere politisk islam som et hypotetisk fremtidsscenarie. Vi diskuterer religiøs social kontrol, islamiske skoler, kønsadskillelse, udenlandsk finansierede moskeer, sharia, koranafbrændinger, religiøse særkrav og islamistiske organisationers indflydelse. Frankrig har ligefrem lovgivet mod det, regeringen betegner som islamistisk separatisme, og de franske myndigheder har beskrevet problemer med blandt andet religiøst begrundet kønsadskillelse, børn uden for almindelig skolegang og islamistisk påvirkning gennem foreninger. Det Muslimske Broderskab er særlig interessant i den sammenhæng, fordi islamistisk magt ikke behøver komme gennem revolution og geværer. Den kan opbygges gradvist gennem institutioner, foreninger, undervisning, religiøse miljøer og politisk påvirkning. Det franske indenrigsministerium har beskrevet islamistisk separatisme som et politisk og religiøst projekt rettet mod opbygningen af et "modsamfund" og fremhævet Broderskabets betydning for udbredelsen af denne tænkning. Den Islamiske Republik viser en anden side af samme problem. Her har vi en islamistisk stat, der ikke nøjes med at håndhæve sin ideologi inden for egne grænser, men gennem årtier har arbejdet på at eksportere revolutionen og opbygge politiske, religiøse og militære netværk uden for landet. Det betyder ikke, at enhver muslim er islamist, eller at enhver moské er en del af Det Muslimske Broderskab. Det er heller ikke nødvendigt for at se mønstret. Vi taler om politisk islam, dens organisationer og deres forhold til magt. Og det er værd at huske, at muslimer selv bliver ofre, når islamister får magt til at gennemtvinge deres ideologi. Vi har set det under præstestyret i Iran, under Taliban i Afghanistan, under Hamas i Gaza og i sin mest ekstreme form under ISIS i Syrien og Irak. Metoderne og omfanget har været forskellige, men fælles er, at islamistisk magt ikke kun rammer kristne, jøder, ateister eller andre religiøse mindretal. Den rammer også muslimer, der ikke vil leve efter islamisternes regler. Kvinder tvinges til at indrette deres liv efter religiøse påbud, kritikere og oppositionelle forfølges, og den enkelte muslim mister retten til selv at bestemme, hvordan troen skal fylde i hans eller hendes liv. Det er mig helt uforståeligt, at muslimer, der ønsker at leve i frihed, ikke i langt højere grad ser den fare og råber højt om den. Det er åbenbart nemmere at råbe "racist" efter os, der vil bevare de friheder, de selv nyder godt af, end at pege på de islamister, der vil begrænse de samme friheder. Mekka og Medina viser os det historiske skifte. Khomeini viser os et moderne eksempel på forskellen mellem opposition og magtovertagelse. Det Muslimske Broderskab viser os en metode, hvor indflydelsen kan opbygges gradvist gennem samfundets egne institutioner. Den Islamiske Republik viser, hvordan en islamistisk stat aktivt kan eksportere sin ideologi. Og Europa bør derfor turde stille det ubehagelige spørgsmål: Hvorfor skulle vi ignorere dette historiske mønster, netop mens vi selv oplever udviklingen fra små og politisk svage muslimske miljøer til langt stærkere religiøse institutioner, organisationer og politiske krav? Historien gentager sig ikke nødvendigvis ned til mindste detalje. Mekka er ikke København, Medina er ikke Bruxelles, og Khomeinis revolution er ikke Det Muslimske Broderskabs metode. Men mønstret bør være umuligt at ignorere. Når magtforholdet ændrer sig, ændrer kravene sig også. Det, der begyndte som retten til selv at tro og leve anderledes, kan udvikle sig til kravet om, at samfundet omkring én også skal indrette sig anderledes. Det er derfor, vi skal interessere os for forskellen mellem, hvad en ideologi siger uden indflydelse og magt, og hvad den kræver og gennemfører med magt. Historien har allerede vist os forskellen. #dkmedier #dkpol

Privatlivspolitik  |  Cookiepolitik