CuiqueRuneOrder (@CuiqueRuneOrder)
Rasmus Buchtrup Sand (@RasmusOfDenmark)
Kenneth@Riedel (@KennethRiedel1)
Kristian (@KayAgeOfEl)
Cyrus Razavi (@cyrus_razavi)
Torben Plank (@TorbenPlank)
MGP Stjerner fra 2026 indtager Plænen i Tivoli i dag med deres hits til to udsolgte koncerter kl 13 og 16:30 Det bliver et forrygende show, hvor MGP-idolerne folder sig ud på Plænen med masser af magi Kom i god tid! #dkmedier https://t.co/Cdx53nOjUz
Henrik Busch (@HenrikBusch1)
JA TAK TIL PARKERING byder Erhvervsborgmesteren velkommen! Flot artikel i Berlingske i dag https://t.co/SruIq250qK #jataktilparkering #dkpol #dkmedier
ER DET RADIKALE VENSTRE EN ISLAM-KULT?Loyalitet eller lydighed: Er sagen om et moskébesøg et enkelt fejlskud - eller tegn på en kultur, hvor partilinjen gør det svært at formulere klare grænser og kritisk stillingtagen? 👉 LÆS, LYT & SE på min Substack i stedet: https://t.co/onCFCWNiCo -------------------------- ▶︎ En kult? ◀︎ Det er et voldsomt ord, kult. Og man skal passe vældig på med at bruge det alarmistisk og uredeligt - for Radikale Venstre er jo selvsagt ikke en kult i bogstavelig forstand. Det er et politisk parti, ikke en stereotyp sekt med kutteklædte ceremonier og total social isolation af apostater. Men nogle gange gennem historien er politiske partier endt med at agere på måder, der henleder tankerne på kultiske træk. Ikke fordi medlemmerne er hjernevaskede i gængs forstand - men fordi visse ‘moralske reflekser’ bliver så stærke, at den måde verden og virkeligheden udvikler sig på ikke længere får lov at korrigere selvbilledet. Er det dér, Det Radikale Venstre er havnet? Det stiller jeg skarpt på i dette essay. -------------------------- ▶︎ En nyvalgts politiske næse - eller demokratiske fadæse ◀︎ Sagen om det nyvalgte radikale folketingsmedlem Magnus Georg Jensens besøg i stormoskeen i Rovsingsgade er interessant netop i lyset af mit spørgsmål. Ikke først og fremmest fordi han tog derhen. Politikere skal i princippet kunne møde mange slags mennesker. Det interessante er, hvad der sker, da han efterfølgende bliver spurgt ind til det. Konfronteret med det. Her ser man, det jeg vil venligt vil starte ud med at kalde en særlig form for ideologisk blødhed, som efterhånden ligner et helt moralsk system hos De Radikale. Konfrontationerne har været mange, men en af de mest opsigtsvækkende var Radio IIIIs interview med islamkritiker og medlem af Det Nationale Integrationsråd, Christian Marcussen og det umiddelbart efterfølgende replik-interview med hovedpersonen selv, Magnus Georg Jensen. Begge interview kan - og bør - du lytte i sammenhæng herunder. -------------------------- ▶︎ At svare eller ikke at svare - på spørgsmålet ◀︎ Christian Marcussen åbner i sit interview på fair vis for, at Magnus Georg Jensen kan være blevet brugt - som i: uforvarende udnyttet - af moskéen i en fortælling om, at moskeen er “et ordentligt sted”. At problemet netop er, at politikeren tilsyneladende ikke har udvist “bevidsthed og refleksion omkring, hvad det her er for et sted”. Men at det ikke forholder sig sådan, siger Magnus Georg Jensen imidlertid selv efterfølgende i sit interview. Marcussen nævner desuden det lange synderegister omkring moskeen, fra forbindelser til Qatar og Det Muslimske Broderskab til dokumentariske afsløringer og besøg af islamistiske prædikanter . Man kan være enig eller uenig i Marcussens samlede analyse, men én ting ersvær at komme udenom: Kritikken er ikke diffus. Den er meget konkret. Den har været kendt i over ti år. Den er med andre ord ikke opfundet til lejligheden fem minutter før interviewet. Og alligevel er det tydeligt, at Magnus Georg Jensen slet ikke kan få sig selv til at møde den frontalt. Han starter fx ikke med at sige: Jeg kender kritikken, jeg tager den alvorligt, men jeg vurderede alligevel, at et besøg kunne tjene et formål. Det ville have været en normal politisk position. I stedet glider han næsten øjeblikkeligt over i en abstrakt forelæsning om “samtaledemokrati” vs. “algoritmedemokrati” og om vigtigheden af at “møde mennesker ansigt til ansigt” osv. Når et menneske bliver stillet et konkret spørgsmål om et konkret sted med et konkret bagkatalog, og svaret bliver en meget generel forelæsning om dialogens skønhed, så er det sjældent, fordi vedkommende mangler ord. Det er ofte, fordi de ord, der faktisk ville være relevante, er ord, man - han - ikke ønsker at sige. Af en eller anden grund. Endnu mere sigende bliver det, da Magnus Georg Jensen fortæller, at “sindssygt mange mennesker” havde advaret ham mod besøget, men at han ikke ville lade “typer som Christian Marcussen” holde demokratiet “til fange”. Læg mærke til væsel-grebet, der forskyder substansen. Spørgsmålet er nu ikke længere, om kritikken af moskeen er velbegrundet. Spørgsmålet bliver i stedet, om den unge nyvalgte folketingspolitiker vil lade sig skræmme af en bestemt kritiker. Af 'slemme' Christian Marcussen. _______________ Væselgreb: Et retorisk trick, hvor man undgår at svare på spørgsmålet ved at omdefinere, aflede eller flytte fokus. Væselord: Ord eller formuleringer, der lyder præcise, men reelt udvander betydningen og gør udsagnet umuligt at holde fast på. _______________ Dermed slipper Magnus Georg Jensen - ligesom sin partifælle Samira Nawa - elegant væk fra at forholde sig til sagens substans og over i en fortælling, hvor han selv er den modige dialogsøgende, mens kritikeren bliver symbol på en snæver og hæmmende offentlighed, der bevidst søger at begrænse den demokratiske samtale. Det er smart, men det er også bemærkelsesværdigt. For det afslører en prioritet: Det vigtigste er ikke at vurdere en sag nøgternt. Det vigtigste er at fastholde sin identitet som den åbne, den frygtløse, den inkluderende. -------------------------- ▶︎ Social-liberal selvopløsning ◀︎ Det er dér, mysteriet om Radikale Venstre står for mig. Ikke i undren over almindelig dansk tolerance, men i en dyb, brynrynkende undren over tolerance som selvbillede. Ikke som manifestation af ‘borgerlig høflighed’, men i en næsten, ja, i mangel af et bedre ord, fetischistisk besættelse af rollen som den gode. Partiet, dets folkevalgte og dets vælgere vil så gerne være dem, der ikke dømmer for hurtigt, ikke lukker døre, aldrig skærer mennesker væk, ikke “stigmatiserer”. Det kan under normale omstændigheder være sympatisk. Men i mødet med islamisme bliver denne refleks ofte ikke bare naiv, men direkte selvopløsende. For hvad er pointen i en social-liberal ligestillingsdagsorden, hvis den bliver så sentimental, at den ikke tør tage konflikten med miljøer, som i praksis står i modsætning til dens egne kerneværdier? Hvad er et liberalt demokrati værd, hvis dets forsvarere kun er modige, når modstanderen er ufarlig? Og hvad er tolerance værd, hvis den aldrig vil risikere at blive til afvisning, selv når den står over for kræfter, der ikke ønsker gensidighed, men dominans? -------------------------- ▶︎ Ex-qatari ◀︎ Det gør ikke tingene mindre interessant, at Magnus Georg Jensen selv har boet flere år i Qatar - og i interviewet refereres der til hans angivelige begejstring for opholdet dér. Qatar er en enevældig stat uden reelt demokrati, hvor ytringsfrihed og politisk pluralisme er stærkt begrænset. Det kunne i sig selv have været anledning til en vis refleksion over forskellen mellem formel deltagelse og reelt demokrati - og måske en større skarphed i vurderingen af de miljøer, han nu vælger at engagere sig i herhjemme. Men den refleks udebliver - og det mest opsigtsvækkende øjeblik i interviewet kommer, da værten spørger Magnus Georg Jensen, om der er nogen grænse for, hvad en moské kan gøre, før han ikke længere ville besøge den. Her burde et voksent, ansvarligt svar være ganske enkelt: Ja, selvfølgelig. Hvis der er dokumenterede forbindelser til antidemokratiske miljøer, hadprædikanter, kvindeundertrykkelse eller legitimisering af vold, så er der en grænse. Man kunne diskutere, om netop denne moské har passeret den grænse, men man burde i det mindste kunne formulere selve princippet. Men det kan Magnus Georg Jensen tilsyneladende ikke. Han svarer: “der kan sikkert være et eller andet, man kan forestille sig, som ville være helt urimeligt at skulle kunne stå indenfor.” Og da han så bliver spurgt, om den kritik, der faktisk foreligger af københavner-moskéen, ikke er “helt urimelig”, svarer han: “Det skal jeg ikke kunne sætte ord på” . Det er et næsten, ja, komisk øjeblik, hvis ikke det var så freakin’ alvorligt. For hvad er en folketingspolitiker, hvis han ikke kan sætte ord på, hvor hans egne grænser går? Jeg tror ikke, at forklaringen bare er ungdom eller uvidenhed. Jo, der kan godt være et element af reel naivitet. Han siger selv, at mange advarede ham, og han virker ikke som et menneske,
Henrik Busch (@HenrikBusch1)
SKØNT AT ERHVERVSLIVET NU OGSÅ KOMMER PÅ BANEN - TAK FOR DET......Han er en af mere end 900 erhvervsdrivende, som nu råber op: Vi vil have flere p-pladser i København #jataktilparkering #dkpol #dkmedier https://t.co/0rhMmrQKie
John Erik Wagner (@JohnErikWagner)
STATENS RIGDOM ER FOLKETS LÆNKER! 🟥💰 Se sandheden på bordet: Staten tjener 1,2 billioner kroner, mens du spændes for digitale lænker. Det er de 179 på Borgen, der har skabt denne illusion. Vi kræver respekt for Grundloven og suverænitet til folket. #dkpol #dkmedier #JW https://t.co/x5snmQnLUF
