Palle Poulsen (@PallePoulsen)
Michael L (@MichaelNstr)
Rasmus Buchtrup Sand (@RasmusOfDenmark)
Michael K. Petersen 🇩🇰 🇬🇱 (@M_K_Petersen)
Anne Merete Vase (@AnMeVase)
Julle (@Jullemand007)
Ja eller nej… Donald Trump vil gå over i historien som den mest ustabile mental retarderet præsident nogensinde. #dkpol #dkmedier
Thomas Heie Nielsen (@ThomasHeie)
Nyt hospital Nordsjælland bliver 6 milliarder kr. dyrere. Regionsrådsformand fra S nægter at stille op til interview #dkpol #dkmedier Alt bliver dyrere og dårligere med Socialdemokratiet for bordenden. QT @btdk (B.T.) Pia Kjærsgaard om milliardregning: 'Det er jo en skandale' https://t.co/nKZcgt1gXU https://t.co/JmksmdTOrA
Christian Marcussen (@hrmarcussen)
“Vælger du Danmark til, så hører du til”. Jeg tror egentlig ikke, at der er så meget uenighed om lige præcis dette lidt banale udsagn fra Martin Lidegaard. Der, hvor uenigheden opstår, er: 1. Hvad vil det egentlig sige at vælge Danmark til? 2. Hvad gør vi ved dem, som I gerne vil have hertil - eller som allerede er her - og som ikke vælger Danmark til? Har man f.eks. valgt Danmark til, hvis man i generationer gifter sig med andre fra samme fremmede kulturkreds? Hvis man segregerer sig i parallelsamfund? Hvis man ikke tilegner sig sproget? Hvis man foretrækker et samfund baseret på sharia? Hvis man gerne vil islamisere Danmark mest muligt? Hvis man foragter Danmark? De mennesker findes, og de findes i et betydeligt antal. Og de findes også blandt folk, der “står op hver dag, går på arbejde og bidrager til vores samfund”. Har de mennesker valgt Danmark til? Hvad gør vi ved disse mennesker, Martin (@radikale)? Skal de have statsborgerskab? Der er ikke nogen plan B. #dkpol #dkmedier
Ａｎｄｅｒｓ Ｈ． (@Eneste_Ene)
I dag stopper mulighed for at scanne private beskeder for materiale med seksuelle overgreb på børn. Red Barnet kritiserer, at man i Europa-Parlamentet har stemt nej til at forlænge ordningen. https://t.co/RX7eFtB7nm #dkmedier #dkpol https://t.co/4Zvx0EGg1P
KRIGERE & KRÆMMERE: Iran-indsatsen afslører en brutal forskel i verdenssyn: Mens USA forsøger at forme virkeligheden gennem magt og strategi, reducerer Europa geopolitik til økonomi, retorik og modvilje mod Trump 👉 LÆS HER: https://t.co/zopBYMP8iK -------------------------------- Hegemoni eller handelsaftaler? Indrømmet. Europas måde at forstå verden på provokerer mig uafladeligt. Bruxelles og hendes vasaller optræder som om geopolitik i sidste ende bare er en slags forstyrrelse i Kommissionens ellers velfungerende forretningsmodel. Som om krig primært er et spørgsmål om benzinpriser, forsyningskæder og vælgernes købekraft. Som om konflikter kan reguleres væk med de rigtige møder, hensigtserklæringer og handelsaftaler. Og så er der, på den anden side af Atlanten, USA. Et land, der – uanset hvem der sidder i Det Hvide Hus – stadig grundlæggende forstår verden som et sted, hvor magt, interesser og sikkerhed er brutale realiteter. Hvor fjender ikke er “udfordringer”, men aktører, der enten skal afskrækkes eller neutraliseres. Det er den forskel, danske medier konsekvent nægter at tage alvorligt. -------------------------------- Trumps tale, dansk forståelse Læser man Trumps nylige Iran-tale (transkriberet og ovaersat længere nede) uden det sædvanlige danske filter, er det slående, hvor lidt “kaos” der egentlig er over den. https://t.co/L0soapQJTb Tværtimod er den næsten banalt klassisk i sin strategiske logik. Iran beskrives - korrekt - som en vedvarende trussel gennem 47 år , og operationens formål er konkret og genkendeligt: Nedbrydning af militær kapacitet, eliminering af evnen til at projicere magt og – helt centralt – forhindring af atomvåben. Det er ikke nødvendigvis floromvundet formuleret, men det er krystalklart. USA er i gang med systematisk at fjerne en trussel, de vurderer er uacceptabel. Det er sådan stormagter tænker. Det har de altid gjort. Og det vil de blive ved med. Det er ikke det samme som, at det er klogt. Det vil vise sig. Men det er noget helt andet end den karikatur, danske medier serverer. For i Danmark bliver det hele reduceret til én ting: Trump. Ikke strategi, ikke historik, ikke interesser – men Trump. Politikens analyse slår tonen an med det samme: Ingen klar vej ud. https://t.co/dSQqVpIpis Jyllands-Posten taler om gentagelser og manglende nye kort på hånden. https://t.co/iiP8zUrPS6 Berlingske ser arrogance og tom retorik. https://t.co/0tcRh0EsbQ Men intet af ovenstående er analyse. Det er journalistisk dovenskab og uformåenhed forklædt som aktuel indsigt og nøgtern verdensforståelse. For, som jeg skrev om forleden, så kræver det langt mindre arbejde at forklare verden gennem én mands personlighed end gennem komplekse geopolitiske dynamikker. https://t.co/6NJliISFeU Hvis alt kan forklares med, at Trump er kaotisk, impulsiv og narcissistisk, så behøver man ikke forstå noget som helst andet. Så slipper man for at stille de svære spørgsmål. Så slipper man for at forholde sig til, om der faktisk kan være en strategi, man ikke bryder sig om – men som stadig er en strategi. Det er det egentlige problem med den danske dækning. Ikke at den er kritisk, men at den er intellektuelt doven. Den tager ikke udgangspunkt i verden, som den er, men i en fortælling, den allerede har besluttet sig for. Og det bliver komisk tydeligt, når man ser, hvad der fylder. Benzinpriser. Vælgerreaktioner. Retoriske gentagelser. Som om det er der, krigens tyngdepunkt ligger. Som om verdens største militær operationer i Mellemøsten i sidste ende kan reduceres til en forbrugertillidsindikator. Det er kræmmerens blik på krig: Hvad koster det mig? -------------------------------- Lukkede kontinentale øjne Det mest afslørende er dog, hvad der konsekvent ignoreres. De 47 år. Hele det historiske forløb, som den amerikanske præsidents tale insisterer på at placere sig i, bliver i praksis skrevet ud af analysen. For hvis man tager den præmis alvorligt, falder hele den danske fortælling fra hinanden. Så er det ikke længere en impulsiv indskydelse. Så er det ikke længere et personligt projekt. Så er det kulminationen på en langvarig konflikt, som alle amerikanske administrationer har forsøgt at håndtere – med varierende held. Men den analyse er åbenbart for besværlig for danske medier. Den kræver nemlig viden, proportioner og evnen til at holde flere tanker i hovedet på én gang. Det er langt nemmere at sige: “Det er bare Trump.” Dermed bliver hele forståelsen skæv - og den skævhed forplanterne sig kumulativt til danskerne gennem deres medier. Når Trump i talen siger, at lande, der er afhængige af Hormuzstrædet, selv må beskytte det, hører Europa en fornærmelse. Men USA fremsætter i virkeligheden et krav: Tag ansvar. Sådan er Europa imidlertid ikke vant til at tænke. Europa er vant til at blive beskyttet. Vant til, at amerikanerne tager de hårde beslutninger, mens man selv kan nøjes med at diskutere konsekvenserne. Og når regningen så kommer – i form af højere energipriser – bliver dét opfattet som selve problemet. Det er her, forskellen mellem det, jeg kalder krigere og kræmmere, bliver særlig tydelig. USA forsøger – igen, på godt og ondt – at forme den strategiske virkelighed ved at fjerne det, man opfatter som en trussel. Europa forsøger at minimere omkostningerne ved den samme virkelighed. Den ene tilgang er risikabel og kan gå galt. Den anden er passiv og garanterer, at man altid reagerer på andres beslutninger. Og så kan man selvfølgelig bare blive ved med at kalde det hele “kaos”. Men det er en bekvem og farlig misforståelse. For det er ikke kaos, danske medier ser. Det er derimod en strategi, de enten ikke forstår eller ikke vil forstå. Og i stedet for at indrømme det, reducerer de den til noget, der passer ind i deres eksisterende verdensbillede. Det er ikke bare sløset, uformående analyse - men i længden farligt. For hvis man konsekvent undervurderer intentioner, kapaciteter og historiske drivkræfter hos de aktører, der faktisk former verden, så ender man med selv at stå uden forståelse – og uden indflydelse. Man kan mene, at USA tager fejl. Man kan mene, at Trumps strategi er risikabel, brutal eller direkte forkert. Men det ændrer ikke på, at det er en strategi. Og det ændrer ikke på, at verden ikke er blevet mindre farlig, bare fordi Europa siden Murens fald har besluttet sig for at lade som om den er det. Spørgsmålet er derfor ikke, om man bryder sig om Trumps tilgang. Spørgsmålet er, om man overhovedet er i stand til at forstå den. For hvis man ikke er det, så er man ikke bare uenig. Så er man irrelevant - og det samme er de ‘analyser’ man fortsat duperer danskerne med. ---------------------------- DOKUMENTATION: Trumps tale til det amerikanske folk, 1. april, 2026 Titel: “Præsident Trumps klare og uforanderlige mål driver en afgørende succes mod det iranske regime” Kære medborgere, god aften. Lad mig begynde med at lykønske holdet hos NASA og vores modige astronauter med den succesfulde opsendelse af Artemis II. Det var noget helt særligt. Den vil rejse længere end nogen bemandet raket nogensinde har gjort og vil i høj grad passere månen, kredse om den og vende tilbage fra en afstand, som aldrig før er opnået. Det er utroligt. De er på vej, og Gud velsigne dem. Det er modige mennesker. Vi vil bede Gud velsigne de fire helt utrolige astronauter. Som vi taler her i aften, er det kun en måned siden, at USA’s militær indledte Operation Epic Fury, rettet mod verdens største statssponsor af terror, Iran. I løbet af disse fire uger har vores væbnede styrker leveret hurtige, beslutsomme og overvældende sejre på slagmarken. Sejre, som meget få nogensinde har set mage til. I aften er Irans flåde væk. Deres luftvåben ligger i ruiner. Deres ledere – de fleste af dem – og det terrorregime, de ledede, er nu døde. Deres kommando- og kontrolstruktur i Revolutionsgarden bliver, mens vi taler, knust. Deres evne til at affyre missiler og droner er dramatisk reduceret, og deres våben, fabrikker og affyringsramper bliver sprængt i stykker. Der er meget få tilbage. Aldrig i krigens historie har en fjende lidt så klare og ødelæggende tab i stor skala på så få uger. Vores fjender taber, og Amerika – som det ha
