Kristian (@KayAgeOfEl)
Ib Rehné Kairo🇩🇰 (@grumpycph)
Hr. Lars (@Onkelmormor12)
Kaj Skare Jensen (@Kajs_Corner)
سونيا (@SonyaaMir)
Rajesh Holmen (@RajeshHolmen)
Siden april 2023 har borgerkrigen mellem regeringshæren og den paramilitære oprørsgruppe Rapid Support Forces forvandlet #Sudan til verdens største humanitære katastrofe. Titusindvis er dræbt, millioner sulter og 12 millioner mennesker er drevet på flugt. Hvis blodsudgydelserne skal stoppe, må verden handle - nu. De udenlandske aktører, der puster til volden, må holdes ansvarlige før endnu flere liv går tabt. Sudan kræver ikke bare opmærksomhed, men handling, solidaritet og en global vilje til at prioritere menneskeliv over geopolitiske interesser. #dkpol #dkmedier https://t.co/ZZGkY0WDYi
David Williams (@DavidWilliamsDK)
Man bør altid være 2 lærere i sådanne situationer Var det indvandrer drenge og er det igen elefanten i rummet som vi kke taler om? Jo det spiller rolle #dkoledk #dkmedier https://t.co/5XofUEzRJD
HVEM FÅR LOV AT TALE? HVEM FÅR LOV AT BLIVE HØRT? Om de historier, pressen dræber – og det ansvar, der derfor falder på dig og mig. SE & LÆS gerne på min Substack: https://t.co/aMXDvwoNKO Jeg kendte jo til Bill Clinton-sagerne i forvejen. Det gjorde man, hvis man levede i verden i 1990’erne. Men det var noget andet den aften i 1999, da jeg boede Californien og så Dateline NBC. På skærmen fremtonede en kvinde, som ikke passede ind i de kasser, pressen ellers elsker at bruge, når de skal profilere et ”offer”. Hun var ikke ustabil, ikke skinger, ikke politisk aktivist. Hun var leder af et plejehjem. En ældresagslobbyist. En sydstatskvinde af den gamle skole. Juanita Broaddrick. Og hun fortalte med en ro og en smerte, der stadig rører mig, om hvordan Arkansas’ guvernør Bill Clinton i slutningen af 1970’erne voldtog hende. Og hvordan hun i to årtier havde forsøgt at få nogen – bare én med en mikrofon og en redaktør – til at høre hende. De gjorde de ikke. Ikke ved præsidentvalget i 1992. Ikke i 1996. Ikke før Clinton allerede var langt inde i sin anden periode, og før alle de politiske aktier var blevet fordelt, alle kampagner finansieret, alle billeder af den sympatiske, talentfulde guvernør var blevet skudt ind i nationens - verdens - kollektive bevidsthed. Det er ikke bare en historie om en mulig voldtægt. Det er en historie om en anden form for overgreb: Fortielsen. Pressens største løgn er ikke dét, den siger – men dét, den undlader at sige Vi taler tit om mediers bias, vinkling, framing, overskrifter, politiske sympatier og alt det dér, vi kan se. Det, der kan klippes ud og analyseres, og som får mediechefer til at svare i presselogen med folderne i hænderne: ”Det er jo et skøn”. Men pressens største brøde er ikke, hvad den fortæller. Det er, hvad den ikke fortæller. Det er de historier, der ikke når gennem nåleøjet. De mennesker, der ikke får et kamera i ansigtet. De whistleblowere, der ikke får kildebeskyttelse. De kvinder, der ikke bliver inviteret ind, fordi det ville være… ja, hvad? For besværligt? For politisk ubelejligt? Upraktisk for avisens relationer, for redaktørens middagsplaner, for tv-værten, der helst vil fremstå som ”progressiv” uden de ubehagelige konsekvenser? Juanita Broaddrick blev ikke ignoreret, fordi hun var utroværdig. Hun blev ignoreret, fordi hun var for troværdig. Og fordi hendes historie truede et narrativ, pressen knugede til sig som en rosenkrans: At Demokraterne – og især Bill Clinton – var civilisationens voksne, tolerante, moderne vogtere mod den republikanske barbarstamme. Når virkeligheden så lækkede ud af sprækkerne, fejede man hellere glasskårene væk end at indrømme, at gulvet var begyndt at revne. “Believe all women … just not this one” Vi har siden fået en hel bevægelse, der lever af sloganer. Believe all women. Og selvfølgelig skal kvinder tages alvorligt. Selvfølgelig skal voldtægtsofre høres, beskyttes, gives taletid. Men se på, hvem der faktisk fik det. Storm af støtte til Christine Blasey Ford. Wall-to-wall sendetid til E. Jean Carroll. Breaking news-banner, hver gang en anklage rammer en republikansk kandidat, gerne maksimeret i valgkampens sidste uge. Men Juanita Broaddrick? Stilhed. Stilhed i 20 år. Og da hun endelig blev hørt – først i 1999 og senere fremhævet af Trump-kampagnen – skyndte medierne sig tilbage i deres gamle hul: Believe all women – undtagen hende dér. For hende kan vi ikke bruge. Hun er politisk ubelejlig. Hendes historie er brandfarlig de forkerte steder. Ikke alle kvinder er ens, åbenbart. Det afhænger af manden, om voldtægt kan omtales og tros på. Stadigvæk. På venstrefløjen. Mainstreammedierne er ikke neutrale. De er gatekeepers Jeg siger det igen og igen: Problemet er ikke bare politisk bias. Problemet er, at pressen i dag fungerer som en slags moralsk sikkerhedskontrol. Intet får lov at passere, hvis det ikke understøtter en på forhånd accepteret fortælling om, hvem der er de gode og hvem der er de onde. Det er ikke journalistik. Det er kuratering af virkelighed. Og som enhver kurator ved, handler det om fortælling. Her fortællingen om magten og dem, der besidder den. Når man kun hører halvdelen af historien – eller ingen – forstår man ikke verden. Og når man ikke forstår verden, kan man ikke træffe beslutninger, hverken politisk eller moralsk. Og det er meningen. For en borger, der er afhængig af mediernes selektive virkelighedsudvalg, er lettere at styre. Lettere at skræmme. Lettere at manipulere. Derfor skal du opsøge alternative medier – ikke som supplement, men som nødvendighed Derfor er det afgørende, at man finder medier, man stoler på, uden for de store mediehuse. Ikke fordi alternative medier nødvendigvis er perfekte - det er ingen. Men fordi mangfoldigheden af perspektiver er den eneste medicin mod et monopol på sandheden. De store medier har svigtet. Ikke bare i deres fejl. Men i deres fortielser. Vi kan ikke være loyale mod en fjerde statsmagt, der ikke længere er loyal mod sin opgave. Mod de borgere og det demokrati, det er sat i verden til at tjene. Derfor må vi selv tage ansvaret. Læse bredere. Lytte skarpere. Sammenholde, krydschecke, tvivle, undersøge, tænke. Vi må tage de historier alvorligt, der kommer fra steder, redaktører foragter. Vi må lære at se: ”Hvorfor bliver dette ikke dækket?” er ofte et vigtigere spørgsmål end ”Hvad bliver dækket?” Det er ikke kynisme. Det er selvforsvar. At dømme selv er i dag en borgerpligt Når pressen ikke længere er vogteren, må borgerne blive det. Det er dér, vi står nu. I et årti, hvor man skal bygge sin egen tillidsøkonomi, sin egen medieforstand, sin egen sandhedssøgen. Det er mere besværligt. Men det er også mere modent. Og det er en forudsætning for bevarelsen af det demokrati, vi har fået til opgave at passe på og fortsætte. Og måske er det, trods alt, en lille sejr: At vi igen tvinges til at være tænkende mennesker, ikke forbrugere af politisk skænket virkelighed. At vi igen må gøre det, medierne glemte: Se, lytte, undersøge, tvivle - og dømme selv. Der er ingen vej uden om. SE & LÆS gerne på min Substack: https://t.co/aMXDvwoNKO #dkmedier #dkpol
Sebastian Goos (@sebastiangoos)
Jeg ved ikke om DR er til højre, venstre eller lige i midten, men den her artikel er perfektion: https://t.co/TsWfi7bYUW #dkmedier
Torben Mathisen 💪🇩🇰 (@TorbenMathisen)
RT @ (): Danmarks Radio lyver! Cirka 70 muslimer holdt i går demonstration, fordi deres bederum på Københavns Universitet er lukket. Stram Kurs holdt moddemonstration. DR og løgneren @marieravn har lavet en fyldig artikel, men nævner ikke vores demonstration med et ord. #dkpol #dkmedier
