Bent Preben Nielsen (@bentpn)
Birgitte Milling (@Birgitte1234)
Annett Rios (@AnnettRios9)
Carsten Suhr (@CarstenSuhr)
Torben Rose 🇺🇦 #SlavaUkraini 🇩🇰🇬🇱🇫🇴🇪🇺 (@x01rose)
Berlingske (@berlingske)
Frederik Vad er træt af diskussionen om ny ambassadør. For den kunne man have undgået. #dkpol https://t.co/0mTkPxkGMC
Simone Agger (@SimoneAgger)
SF og Enhedslisten kræver garanti fra Mette Frederiksen. Glædelig 1. maj! #dkpol https://t.co/VdboPGisiK
Kashif Ahmad (@KashifAhmadDK)
Palæstinas Plads Nyhed🇵🇸 Jeg er utroligt glad for, og lettet over at vi nu endeligt får en Palæstinas Plads, hvor der ikke længere er en ukorrekt og misvisende undertekst. Jeg glæder mig nu til at arbejde på at få udviklet pladsen, samt deltage i de mange kulturelle aktiviteter, der vil finde sted. Stort tillykke til København endnu engang. Det er historisk✊🏼🍉 #dkpol #dkmedier @koebenhavner
Brian Esbensen 🇵🇸 🇺🇦 🇿🇦 (@BEsbensen)
Har @Enhedslisten intet lært af Trumps sejr i USA? De gør præcis det Demokraterne gjorde (forkert): Hvis man ønsker reelle forandringer, så tvinges man ud til højre. Her er det bare 'i bedste fald ingen forringelser'. Og så sammen med SF, der notorisk løber fra alt. #dkpol https://t.co/BGYLpmtbn0
Annett Rios (@AnnettRios9)
RT @cyrus_razavi (Cyrus Razavi): Historien begynder ikke i 1948. Den begynder ikke i 2023. Den begynder i 600-tallet. Da Muhammed etablerede Islam, blev jøderne en hindring. Ikke fordi de kæmpede imod, men fordi de nægtede at anerkende hans profetkrav. Svaret blev ikke debat, men vold. Banu Qaynuqa blev fordrevet. Banu Nadir blev fordrevet. Banu Qurayza blev udslettet. 600-900 jødiske mænd blev halshugget på én dag, kvinder og børn blev solgt som slaver. Kort tid efter fulgte Khaybar. Et jødisk samfund, kendt for sin rigdom og viden, blev belejret, deres ledere dræbt, deres kvinder og børn gjort til bytte. Sejren over Khaybar blev fejret som en religiøs triumf, og råbet "Khaybar, Khaybar, ya Yahud" ekkoer stadig i nutidens demonstrationer. Dette var ikke enkeltstående hændelser. Det var begyndelsen på et mønster. Islamisk ekspansion blev fulgt af jøders fornedrelse, fordrivelse og massakre. I Damaskus, i Bagdad, i Cairo, i Granada. Under islams herredømme blev jøder reduceret til dhimmier. En eksistens underlagt særskatter, ydmygelse og konstant frygt. Tolerance eksisterede kun så længe jøderne accepterede deres underlegenhed. Når de nægtede, fulgte volden. Granada, 1066: 4.000 jøder blev slagtet på én dag, deres kvarter udslettet af muslimske masser, fordi en jøde var blevet udnævnt til vizir. Bagdad, 1291: Jøder blev myrdet og deres kvarterer brændt. Yemen, 1679: Jøder blev fordrevet, deres børn tvangsislamiseret. Under det Osmanniske Rige fortsatte mønstret. Safed, 1834: Muslimske masser brød ind i jødiske hjem, voldtog, myrdede, brændte. Damaskus, 1840: Jødiske ledere blev fængslet og tortureret under falske blodanklager, anklaget for at myrde en kristen munk. Baghdad, 1828 og 1847: Jødiske kvarterer blev raseret, jøder dræbt i organiserede angreb. Det var ikke tolerance. Det var en fred betinget af tavshed, underkastelse og accept af evig ydmygelse. Da Zionismen opstod i slutningen af 1800-tallet, søgte jøder ikke konflikt, men sikkerhed. Men ønsket om frihed blev mødt med det had, der allerede var århundreder gammelt. Og det blev hurtigt tydeligt i Palæstina. Jerusalem, 1920: Under Nebi Musa-festivalen blev jøder angrebet af arabiske masser. Drab, voldtægt og plyndringer fulgte, mens britiske myndigheder tøvede. Jaffa, 1921: Arabiske optøjer kostede 47 jøder livet, og hundreder blev såret. Jødiske hjem og forretninger blev plyndret og ødelagt. Hebron, 1929: I en by hvor jøder havde levet fredeligt side om side med muslimer i århundreder, brød helvede løs. Arabiske masser trængte ind i jødiske hjem, dræbte mænd, voldtog kvinder, slagtede børn. 67 jøder blev myrdet, resten blev fordrevet. Det jødiske liv i Hebron blev udslettet. Safed, 1929: 18 jøder dræbt, hundredvis såret, deres hjem plyndret og brændt ned. Og volden stoppede ikke. I 1936–1939 rasede Den Store Arabiske Revolte. Jøder blev mål for organiserede angreb, massakrer og terror. Jødiske landsbyer blev angrebet, børn myrdet, kvinder voldtaget. Hadet blev ikke dæmpet af politiske løfter, det blev næret af en gammel ideologi: At jøder kun kunne eksistere i underkastelse, eller ikke eksistere overhovedet. Alt dette skete længe før staten Israel blev udråbt, længe før nogen kunne tale om "besættelse." Langt før nazisterne tvang jøder til at bære den gule stjerne, havde muslimske herskere gjort netop det. Allerede i 800-tallet blev jøder under islamisk styre beordret til at bære gule bælter, hatte eller klædestykker, så de kunne genkendes i det offentlige rum. De måtte ikke klæde sig som muslimer, ikke ride på heste, ikke eje våben, og deres sko skulle skille sig ud. Diskriminationen var ikke en afvigelse. Den var systematisk. Hadet mod jøder i den muslimske verden er ikke en reaktion på moderne politik. Det er et dybt indgroet mønster, lagt for 1400 år siden og siden næret af tekster, traditioner og prædikener. Så når nogen siger, at historien ikke begyndte den 7. oktober 2023, har de ret. Men de lyver, når de insinuerer, at den begyndte i 1948. Den begyndte, da det blev besluttet, at jøders eksistens kun var acceptabel, hvis den var underkastet, ydmyget eller blive udrenset. Og så længe denne idé lever, vil der ikke være fred. Ikke fordi jøder eksisterer, men fordi de nægter at leve på knæ. #dkmedier #dkpol @mrconfino
