Mangler Cookie-samtykke

Du skal godkende brugen af cookies i kategorien Præferencer, for at kunne logge på Overskrift.

 

X hashtag analyse

352 tweets det sidste døgn fra 176 personer

Relaterede tags: #dkmedier  #remigrationnu  #dkgreen  #fmdk  

t #dkpol sidste 24 timer

t #dkpol seneste måned

t Mest aktive brugere

t Seneste tweets

  • 07:14

    (@JesPerfekt)

    NÅDELØS METOO-MORAL I SF RAMMER PIA OLSEN DYHR LIGE I NAKKEN. KOMPLET TONEDØVT ELLER DYBERE MENING MED GALSKABEN? En genansættelse har ført til principielle spørgsmål om soning, nåde og politisk hykleri. Er sagen et tegn på, at MeToo-æraens absolutisme er ved at møde muren? Eller er MeToo v.3 netop skudt igang? Det er ikke nødvendigvis den største skandale i nyere dansk politik - men den rammer præcis dér, hvor SF gennem et helt årti har forsøgt at placere sig som moralsk overhøjhed: Idéen om det trygge, ordentlige, feministiske og værdibårne parti. Og netop derfor er denne sag max farlig for SF. Pia Olsen Dyhr har brugt 12 år på møjsommeligt at genopbygge SF efter Villy Søvndals kollaps og regeringsslid. Hun har taget partiet fra klovnet identitetskrise tilbage til magtens seriøse centrum. Men nu står hun - helt selvforskyldt - midt i en sag, der potentielt kan ramme hårdere end mange klassiske politiske skandaler, fordi den ikke handler om økonomi eller lovbrud. Den handler om moral. Om identitet. Om den fortælling SF med succes har fortalt om sig selv i mere end et årti. Sagen handler om, at Pia Olsen Dyhr har genansat en tidligere rådgiver, Thomas Nystrøm, som i 2020 forlod partiet efter anklager om grænseoverskridende adfærd og krænkelser. Dengang kaldte Pia selv sagen »alvorlig« og talte om nødvendigheden af en »vigtig kulturændring« i partiet. Nu – seks år senere – mener hun, at manden fortjener en ny chance. Det er i sig selv et legitimt, ja ædelmodigt, standpunkt. Et samfund uden mulighed for tilgivelse bliver hurtigt et samfund uden proportioner. Men politik handler sjældent kun om principper. Politik handler også om symboler, timing og troværdighed. Og her smadrer sagen SF lige ind i partiets eget selvbillede. For SF har i årevis været blandt de mest moralsk højlydte aktører i MeToo-, ligestillings- og krænkelsesdebatterne. Pia Olsen Dyhr citerede selv Madeleine Albright i 2020: »Der er et særligt sted i helvede til kvinder, som ikke hjælper andre kvinder.« Nu er det pludselig hende selv, der beskyldes for ikke at hjælpe en kvinde. Det mest interessante ved sagen er imidlertid, at den de seneste dage pludselig har ændret karakter. For Thomas Nystrøms offentlige udtalelse ændrer den moralske dramaturgi ganske markant. Havde han valgt den klassiske moderne krisestrategi med bortforklaringer, offerretorik eller aggressiv benægtelse, ville Pia Olsen Dyhr sandsynligvis stå politisk meget svagere nu. Men det gjorde han ikke. Tværtimod. Han erkender handlingerne. Han beskriver dem som »helt uacceptable«. Han accepterer konsekvenserne som fair og nødvendige. Han skriver om skam, introspektion og selverkendelse. Han angriber ingen. Han forsøger ikke at omskrive historien. Og dermed flytter sagen sig pludselig fra: “SF beskytter en krænker” til: “Hvornår har et menneske egentlig sonet færdigt?” Det er et helt andet spørgsmål. Pludselig begynder Pia Olsen Dyhr næsten at ligne noget, man ikke tidligere har set i dansk MeToo-politik: En politiker, der forsøger at genintroducere idéen om proportionalitet, rehabilitering og muligheden for at vende tilbage efter skyld, straf og passende mængder af anger. Det kræver faktisk en vis politisk og menneskelig risikovillighed, for den progressive kultur, SF selv har været med til at opbygge gennem det sidste årti, har ofte fungeret efter langt hårdere sociale mekanismer. Ikke blot fordømmelse af handlinger, men permanent moralsk mærkning af mennesker. Det er svært pludselig at re-brande sig med: “Socialistisk Folkeparti: Nu tror vi også på tilgivelse.” Særligt når det gælder én af ens egne. Pia Olsen Dyhr kan ende i den paradoksale situation, at hun på længere sigt vinder respekt hos mange almindelige vælgere for netop at insistere på, at mennesker ikke skal være socialt dødsdømte for evigt - samtidig med at store dele af hendes egen progressive base føler sig fuldstændig forrådt. Lotte Kofoed beskriver genansættelsen som »hykleri«. Og man forstår godt følelsen. Når et parti bygger så stor en del af sin identitet op omkring moralsk konsistens, bliver enhver afvigelse nidkært oplevet langt mere dramatisk. Kofoed er gået all-in på en brændtjordstaktik overfor Pia Olsen Dyhr i medierne og på Folkemødet, der nok fører til et partiskift til Alternativet eller Enhedslisten en af de nærmeste dage. Når konservative eller liberale partier havner i lignende sager, møder offentligheden dem ofte med en for-diskonteret kynisme. Men SF har - ligesom Radikale i sin tid - bygget hele sin identitet op omkring idéen om ‘moralsk sammenhængskraft’. Derfor bliver spændet mellem prædiken og praksis også automatisk langt mere eksplosiv, når sammenhængskraften udfordres. Men måske er det netop derfor, denne sag kan udvikle sig til noget større end bare endnu en MeToo-konflikt. Måske er vi ved at nå til det punkt i den vestlige MeToo-kultur, hvor offentligheden begynder at stille et nyt spørgsmål: Hvad sker der egentlig efter straffen og angeren? Hvis et menneske erkender, mister sit job, tager konsekvenserne, lever med skammen og forsøger at komme videre - findes der så overhovedet en vej tilbage? Eller er ekskommunikationen permanent? Det er dét spørgsmål, Pia Olsen Dyhr nu – bevidst eller ubevidst – ser ud til at bringe ind i dansk politik. Og derfor er det gået op for mig at sagen måske er langt mere principiel, end den først så ud. For et samfund uden mulighed for soning bliver til sidst et næstekærlighedsforladt, nådeløst samfund - og et politisk miljø, der i årevis har levet af moralsk absolutisme, har ofte meget svært ved at håndtere ‘nåde’, når den pludselig bliver konkret. Vi må se, hvor sagen ender. Det er en aldeles besynderlig shitstorm, Pia Olsen Dyhr har ladet sit ellers så flyvesikre formandskab brage ind i. En aldeles uprovokeret fejl, som man siger i tennisverdenen. Men måske er det mest interessante ved forløbet ikke selve skandalen. Måske er det spørgsmålet om, hvorvidt Pia Olsen Dyhr – midt i stormvejret – faktisk forsøger at åbne døren til noget, der har været systemisk fraværende i moderne identitetspolitik: Tilgivelse af syndere. Selvfølgelig kan sagen også bare handle om, at Pia VIL have sin spindoktor. Pia Olsen Dyhr er jo, når alt kommer til alt, kun et menneske. Ligesom dig og mig. Og - lad os nu være ærlige - har vi ikke allesammen prøvet det der med bare, at ville ha’ … den … SPINDOKTOR!! Nu!!!! Selvfølgelig har vi da dét 🥴😅 #dkmedier #dkpol

  • 07:01

    Poul Bukbjerg (@PBukbjerg)

    @Iranbhyms @venstredk Du siger I er her mod jeres vilje. Ingen tvinger jer til at blive i Danmark. Danmark vil ikke forhindre jer i at flytte væk fra Danmark. #dkpol

  • 07:00

    Pressemeddelelser Via Ritzau (@ViaRitzau)

    Meddelelse fra SMVdanmark Via Ritzau: Ny analyse sætter tal på byrderne: Bureaukrati koster SMV’erne 53 mia. kr. årligt og kræver 83.500 fuldtidsstillinger #dkpol #dkbiz https://t.co/087MHVTcNc

  • 06:50

    Anna Thygesen (@annathygesen)

    Den her kommentar fra en POD tro væbner kommer ikke til at ældes vel #dkpol QT @KirstenNormann (Kirsten Normann) @LotteKofoed Så hvis ikke på din måde - så må du brænde partiet ned, og påstå, at det er andres ansvar? Beklager - men ethvert voksent menneske må trods alt selv stå på mål for egne ytringer og holdninger. #metoo er ikke en fribillet til hvad som helst!

  • 06:45

    Peter Rasmussen (@PeterRa58783464)

    Daniel Nordentoft: Har vi fejlet som samfund? #dkpol QT @Nordentoft1993 (Daniel Nordentoft) I disse dage ser vi begivenheder udspille sig, som bør ryste os i vores grundvold og få os til at overveje, om vi grundlæggende har fejlet som samfund. Uskyldige europæere myrdes på åben gade af migranter. Først 18-årige Henry Nowak, som blev stukket af en migrant og blødte ihjel i politiets varetægt, fordi de gav ham håndjern på og sigtede ham for påstået racisme mod gerningsmanden. Den unge mand gjorde flere gang opmærksom på, at han var blevet stukket, hvortil den ene betjent blot svarede: »Det tror jeg ikke, at du er, kammerat.« Senest gik det ud over 44-årige Stephen Ogilvie i Belfast. En asylansøger fra Sudan gik amok med kniv og forsøgte at skære halsen over på sagesløse Stephen, som også mistede sit ene øje. Det er næsten ikke til at bære. Det mest rædsomme er, at vi har vænnet os til historier som disse; de er blevet en del af den europæiske dagligdag. Vi må sande, at det multietniske eksperiment har fejlet. Den eneste måde at råde bod på miseren er ved at iværksætte omfattende remigrationsindsatser. Vi kommer ikke uden om det. Desto før vi erkender dette, desto mere skånsom kan processen blive. Remigration er den milde løsning. Hvis man er i tvivl, kan man bare se, hvad der foregår i Storbritannien. Borgerkrigslignende tilstande udspiller sig i disse dage, fordi magthaverne konsekvent har nægtet at forholde sig til de problemer, de har påført den indfødte befolkning. Remigration er uundgåeligt. Der er ingen vej tilbage nu. #dkpol #dkmedier

Privatlivspolitik  |  Cookiepolitik