“Reddit? Er det ikke bare der tosserne med lidt for god tid holder til?” eller “Det anarkistiske Facebook” – kært barn, mange øgenavne. Reddit kunne være fluepapiret der tiltrækker det værste indhold de andre platforme aldrig ville tillade, så hvorfor kan Reddit have værdi?
Brugerne på Reddit vælger selv deres identitet, så de har mulighed for at poste hvad som helst. Og det sker da så absolut også. Men det betyder også at du ikke har en personlig væg, hvor andre kan poste indhold på, så det er ikke en platform hvor navngivne brugere tagges (og f.eks. kan forfølges), som det er tilfældet på platforme, der kræver at du identificerer dig. En anden side-effekt ved anonymiteten er, at samtalerne oftere holder “fokus på bolden”. Efter demokratiske principper up- eller down-voter alle interesserede læsere de andres kommentarer – kommentarer der giver mest værdi for flest bliver altså mere synlige. Reddit fungerer lidt som Facebook-grupper – hos Reddit hedder grupperne bare subreddits.
Er det interessant, fordi det står på Reddit?
Stort og småt, generelt og obskurt bliver postet på Reddit, så den største danske subreddit r/Denmark omhandler mange diskussioner om generelle nyheder lige nu. Den har over 400.000 medlemmer i skrivende stund, men der findes også lokale og geografisk afgrænsede subreddits. Emneafgrænsede områder kan være meget aktive, f.eks. r/foraeldreDK eller r/RidersgossipDK hvor emnet ridning har samlet et solidt community. Når der henvises til grupper/subreddits foranstilles altid et ‘r’ og en skråstreg, mens brugernavn foranstilles et ‘u’ og en skråstreg.
Reddit har været kritiseret som platform for misinformation om f.eks. Corona. Platformen lægger dog også plads til mange velovervejede saglige diskussioner, og typisk bliver aktuelle politiske emner belyst fra mange interessante vinkler. Det kunne i skrivende stund være diskussionen om aktiv dødshjælp eller iltsvind i danske farvande.
Du behøver ikke nødvendigvis være klar til at engagere dig med opslag på Reddit, men hvis din mærkesag nævnes på Reddit, kan det sagtens være relevant at læse tråden af kommentarer hvis du finder emnet interessant.
Kommunikationsrådgiver Claus Jørgensen fra Renommé Kommunikation bruger platformen nærmest dagligt til at orientere sig. “Hvis man skal være bredt orienteret om den offentlige mening, og om hvad der rører sig fx i aldersgrupper og segmenter, der ikke nødvendigvis er omfattet af mainstream-mediernes journalistiske prioriteringer, er Reddit et rigtig godt redskab.”
Hvad er Reddit og hvordan virker det?
I modsætning til mange andre sociale medier, er det tilladt at oprette sig med et brugernavn man selv vælger og uden at afgive en e-mail adresse. Nogle anvender endda en såkaldt throw-away konto – en slags engangs-konto, så de kan foretage et enkelt opslag, f.eks. hvis de ønsker dialog om meget personlige emner, og ønsker at minimere risikoen for at kunne identificeres.
Alle kan poste og kommentere i en subreddit, og alle kan up- eller down-vote kommentarer. Alle opslag læses i et feed af indhold fra alle subreddits du abonnerer på. Indholdet sorteres efter forskellige principper (“best”, “hot”, “new”) – i udgangspunktet vises nyt indhold øverst.
Når alt udgives anonymt er ikke alt indhold lige stuerent. Indhold i alle subreddits har en moderator-funktion, og sammen med brugerne markeres alt kontroversielt/følsomt/voksen-indhold som NSFW (Not Safe For Work). I dine egne bruger-indstillinger kan du vælge NSFW-indhold til og fra.
Oprøret mod Reddit
Som så ofte før, har platforme der er bygget på brugernes data og indsats det med at ville kapitalisere på deres platform efter at have fået etableret en anseelig base af brugere. Vi har senest set det med Twitter, hvor systemadgangen til indhold og brugerdata (API’er) øjeblikkeligt fik en anseelig prismærkat vedhæftet efter Elon Musk’s overtagelse.
Reddit er, talt på ansatte, et forholdsvis lille foretagende, der fungerer godt bl.a. fordi der findes engagerede moderatorer i alle subreddits. Reddit har hidtil brugt anseelig energi på at holde moderatorerne glade, og der har bl.a. betydet at adgang for andre apps til at moderere og læse indhold på Reddit har været vel understøttet og gratis – lige indtil juni 2023. Reddit’s CEO, Steve Huffman (u/spez), besluttede at indføre betaling for systemadgang til data på Reddit (de såkaldte API’er). Årsagen skulle tilsvare den som Elon Musk har givet for samme beslutning hos Twitter; At begrænse AI-bot’ers adgang til tekst fra Reddit som ligger offentligt tilgængeligt, som ellers høster data til at træne deres AI-modeller på. Rygterne om en muligt forestående børsintroduktion af Reddit har ikke formildet moderatorerne – nærmest tværtimod.
Moderatorerne reagerede på betalingsmodellen, ved at gøre deres fora private, opfordre til at deltage i et par dages boycot af Reddit (med trussel om flere) og ved at markere ganske almindeligt indhold NSFW, og dermed begrænse udbredelsen af indholdet. 3 af de subreddits der lukkede ned, havde alle over 20 millioner brugere, og for en platform der lever af annonce-visninger, kan den slags mærkes. En række populære alternative app’s til at konsumere Reddit-indhold måtte lukke. De var nærmest rene con-amore-projekter der overlevede på donationer fra brugerne, og kunne altså ikke mønstre en økonomi der kunne oppebære en bekostelig API-adgang.
GameStop aktieaktivisterne
En række små investorer samledes i 2021 på Reddit som en slags protest mod den etablerede investeringsverdens shorting (investering med henblik på kursfald – ikke kursstigning).
GameStop-kæden var fysiske butikker, der handlede med nye og brugte computerspil og merchandise. Efterhånden som computerspil i højere grad blev handlet online, blev den fysiske butik mindre relevant for kunderne. Kæden fik det svært og aktiekursen faldt. For investorer der vinder, når aktiekursen bliver ved med at falde, virkede væddemålet sikkert. Shorting har en tendens til at forstærke kursfald eller at gøre ustabile/stressede aktie-markeder endnu mere ustabile, så oprøret bestod i mange små opkøb af GameStop-aktien, som fik kursen til at stige og short-investorerne til at tabe – det hele aftalt, delt og koordineret på Reddit.
Lige nu kan du følge hele historien om GameStop-aktivisterne i den biograf-aktuelle film Dumb Money, og i serien Eat the Rich på Netflix.
Verdens 10. mest besøgte website
Reddit har tidligere været gennem oprør fra moderatorerne og overlevet. I februar 2023 var det stadig blandt de 10 mest besøgte websites i verden. I Danmark har Reddit formået at samle interessegrupper indenfor nicher i mere behersket omfang, men ikke desto mindre er Reddit stadig en løbende kilde af nyhedskommentarer og alternative synsvinkler.
DR udgiver årligt rapporten Medieudvikling, og i 2022 var andelen af Reddit-brugere steget fra 5% til 7% fra året før i målgruppen 15-75 år (se herunder).
Jf. Danmarks statistik var talte den samlede målgruppe ca. 4,4 millioner danskere i 2022. De 7% udgør altså en personskare på lige godt 300.000 danskere.
At r/Denmark har 400.000 medlemmer (altså 100.000 flere) antages at kunne henføres til udlændinges interesse for Danmark eller de nævnte throw-away konti.
Overskrift følger indhold fra de fleste danskesprogede subreddits, hvori der er et minimum af aktivitet.