X hashtag analyse
193 tweets det sidste døgn fra 99 personer
Relaterede tags: #dkpol #DKpol #DKMedier #ytringsfrihed
#dkmedier sidste 24 timer
#dkmedier seneste måned
Mest aktive brugere
-
1
Julle (@Jullemand007)
9 tweets
-
2
Michael K. Petersen 🇩🇰 🇬🇱 (@M_K_Petersen)
7 tweets
-
3
Kenneth@Riedel (@KennethRiedel1)
6 tweets
-
4
JensRasmussen (@JensRas77511670)
6 tweets
-
5
Helle Kramp (@hellekramp)
5 tweets
Seneste tweets
-
"THE APPRENTICE" - DONALD TRUMP LEDER IKKE EFTER EN ARVING. HAN LEDER EFTER EN VINDER. I Trumps verden arver man ikke magten. Man vinder den. Derfor handler kampen om MAGA's fremtid ikke om kåringer, men om udfordringer. Både hvem, der får dem - og hvem der løser dem bedst. 👉👉👉 LÆS, LYT & SE på min Substack: https://t.co/eD8KWl3HCh ✤ Next in line ✤ Blandt republikanske kommentatorer såvel som blandt vælgerne er et spørgsmål begyndt at fylde mere og mere: Hvem skal afløse Donald Trump? Er det vicepræsident J.D. Vance, den oplagte arvtager, eller er det udenrigsminister Marco Rubio, der stille og roligt er ved at opbygge en præsidentiel profil? Diskussionen tager næsten altid udgangspunkt i den samme antagelse, nemlig at Trump på et tidspunkt vil gøre, som de fleste præsidenter før ham har gjort, og signalere, hvem han ønsker skal føre bevægelsen videre. Jeg tror, det er den forkerte måde at forstå Donald Trump på. Trump har ganske enkelt aldrig tænkt i tronfølgere. Han har tænkt i konkurrence. Det er derfor, så mange politiske analytikere efter min mening misser det mest interessante, der foregår lige nu. De leder efter en kronprins, mens Trump tilsyneladende er i gang med noget helt andet. Han leder efter en vinder. Nøglen til at forstå processen ligger paradoksalt nok ikke i amerikansk politisk historie, men i den opdragelse, han har givet sin børn samt i et realityprogram. -------------------------- ✤ Lærlingen ✤ "The Apprentice" var aldrig en fortælling om, hvis tur det var til at få jobbet. Tværtimod byggede hele programmets dramaturgi på, at ingen havde krav på noget. Seksten deltagere begyndte konkurrencen på lige fod, og én efter én blev de sat på prøve. Nogle viste lederskab, andre afslørede deres begrænsninger, og til sidst stod én tilbage – ikke fordi vedkommende var udset på forhånd, men fordi han eller hun havde præsteret bedst. Den grundlæggende filosofi tror jeg altid, Trump har haft, hvilket var grunden til at han bragede autentisk igennem i det legendariske realityprogram. Hvad mere er, det synes stadig at præge den måde, han leder på. Selvfølgelig kan Det Hvide Hus ikke fungere som et tv-studie. En præsident kan ikke kalde sin vicepræsident eller udenrigsminister ind foran pressen hver fredag og erklære en politisk version af: “You’re fired.” Den slags ville underminere både administrationen og U.S.A.’s troværdighed. Men fraværet af de berømte ord betyder ikke, at konkurrencen er ophørt. Den har blot skiftet form. I Trumps anden embedsperiode synes bedømmelsen ikke længere at foregå gennem offentlige irettesættelser, men gennem ansvar. Hvem får de største opgaver? Hvem bliver sendt ud, når administrationen skal repræsentere U.S.A. ved de mest følsomme internationale begivenheder? Hvem får lov til at håndtere de vanskeligste diplomatiske udfordringer? Og lige så vigtigt: Hvem får IKKE? Det er derfor, jeg finder sammenligningen mellem JD Vance og Marco Rubio så fascinerende. Begge er åbenlyst talentfulde politikere. Begge arbejder hårdt, begge er loyale over for Trump, og begge vil uden tvivl være blandt de stærkeste republikanske navne, når Trump engang forlader Det Hvide Hus. Men ser man på deres roller i administrationen, er det svært ikke at bemærke, at de bliver testet på meget forskellige måder. -------------------------- ✤ Trumpsk opdragelse ✤ Donald Trumps sønner har flere gange beskrevet den filosofi, deres far og mor, Ivana Trump, opdragede deres børn efter. Hvis de ville overtage familievirksomheden, skulle de først kunne alle dens fag. De skulle lære at støbe beton, mure vægge, forstå VVS-installationer og byggeprocessens utallige detaljer. Men Trump-drengene skulle også lære den anden side af forretningen: Hvad sælger en bygning? Hvorfor vælger en køber netop den ejerlejlighed frem for en anden? Først når man forstår hele kæden – fra fundament til færdigt salg – kan man ifølge Trump lede mennesker med autoritet. Ellers risikerer man, som han selv har formuleret det, at blive snydt af folk, der ved mere om deres eget fag, end chefen gør. Og sådan har det været for Don JD Junior og Eric Trump, der har fortalt om, hvordan de sommer efter sommer blev tæsket igennem opmuring af stenmure af en barsk sjakbajs, som de begge taler med stor varme og veneration om den dag i dag. Der er ingen tvivl om, at begge sønner er endt både kompetente og succesfulde, måske netop på grund af denne opdragelsesfilosofi, der på mange måder minder mindre om realityshowet "The Apprentice"s dramatiske “You’re FIRED!”-dramaturgi og [French] denouement, og mere om det, jeg i dette essay postulerer, udspiller sig under Trumps anden præsidentperiode. -------------------------- ✤ Marco Tusind-job & JD Mange-missioner ✤ Marco Rubio har i løbet af ganske kort tid fået en usædvanlig bred portefølje. Ud over posten som udenrigsminister har han fået en række ekstra ansvarsområder og er igen og igen blevet administrationens ansigt udadtil i nogle af de mest betydningsfulde udenrigs- og sikkerhedspolitiske spørgsmål. Glenn Beck beskrev for nylig denne udvikling som en slags praktisk oplæring i “alle husets funktioner” – præcis som Trump ifølge sine egne sønner lod dem lære samtlige dele af familievirksomheden, fra gulvet og op. Becks pointe er den samme som min, nemlig at Trump ikke udpeger en arvtager, men i stedet giver én kandidat mulighed for at bevise, at han - bedst af alle - mestrer hele maskineriet. Man behøver ikke acceptere Becks konklusion om, at Rubio derfor allerede er Trumps foretrukne efterfølger. Men observationen er klart interessant. For hvis man ser administrationen gennem "The Apprentice"-metaforen, bliver opgaverne i sig selv en del af fortællingen. Det gælder også JD Vance. Som vicepræsident har han naturligvis fået betydelige ansvarsområder, men netop derfor bliver resultaterne relevante. Hans rolle i forsøget på at etablere en forståelse med Iran blev fremhævet som et vigtigt diplomatisk initiativ. Aftalen - den berygtede MOU (Memorandum of Understanding) - viste sig imidlertid ikke at være holdbar, og administrationen genoptog siden de militære operationer mod det genstridige iranske præstestyre. Man kan diskutere, hvor stort et ansvar Vance selv bar for udfaldet – international politik er sjældent så enkel, at én person kan krediteres succes eller fiasko – men hvis man anlægger Trumps egen ledelseslogik, er spørgsmålet ikke først og fremmest, om intentionerne var gode. Spørgsmålet er, om opgaven lykkedes. -------------------------- ✤ Sikkerhedskonferencen ✤ Lige så interessant bliver de situationer, hvor Vance slet ikke står forrest. Da administrationen for nylig skulle repræsenteres ved den centrale internationale sikkerhedskonference om venstrefløjsterror, var det Rubio, der fik opgaven. Vicepræsidenten kunne uden problemer have varetaget den rolle. Det gjorde han ikke. Ikke bare var JD Vance ikke med som taler - han deltog overhovedet ikke. FBI-direktør Kash Patel var der. Undervisningsminister Linda McMahon var der. Og udover Rubio talte vicestabschef of chefideolog Stephen Miller og finansminister Scott Bessent. Selv om Vance glimrede ved sit fravær, så er ét enkelt tilfælde naturligvis ikke et bevis for noget - politik er sjældent prædikeret på enkeltstående begivenheder. Politik handler om mønstre, og mønstre opstår, når de samme personer igen og igen bliver betroet de mest synlige og mest følsomme opgaver. Og i øvrigt løser dem åbenlyst kompetent. Trump selv bidrager kun indirekte til denne dikotomiske success vs. failure-fortælling. Han er bemærkelsesværdigt tilbageholdende med at tale om en efterfølger, og i modsætning til sin første embedsperiode er hans anden præget af langt færre offentlige ydmygelser og spektakulære fyringer. Til gengæld kommunikerer Trump, som han altid har gjort, gennem antydninger, små bemærkninger og humoristiske stikpiller. Da han for nylig blev spurgt, om hans efterfølger mon ville fjerne de mange gulddetaljer, han har tilføjet Det Ovale Kontor, svarede han med et glimt i øjet, at han mente de ville overleve, fordi “cubanerne elsker guld.” Hey, måske var det bare en vittighed. Måske var det
-
Jan Dyhr (@Dyhr2002)
RT @PeterRa58783464 (Peter Rasmussen): Dette er dog årets dummeste indslag. Den retarderede journalist på Radio IIII spørger i alvor, om @btdk har tjekket, om Baronen af Øresund ikke er Eva Selsing selv! Fyr dog den talentløse amøbe, og lad ham aldrig være tæt på en mikrofon igen. #dkmedier https://t.co/Z5qyUY3Hkr
-
Jan Dyhr (@Dyhr2002)
RT @hrmarcussen (Christian Marcussen): En 34-årig kvinde var søndag ved at pakke sine varer på Bilkas parkeringsplads. Tre drenge opsøgte hende, hvorefter den ene - en 12-13-årig dreng med anden etnisk baggrund - umotiveret overfaldt hende med slag og spark. Kvinden omtales som et tilfældigt offer, men er hun nu også det? Havde drengene eksempelvis overfaldet en kvinde med tørklæde? Eller er tilfældigheden begrænset i den forstand, at offerets etnicitet faktisk spiller en rolle? Jeg mener, at man med fordel kan betragte nogle af disse overfald på “tilfældige” etnisk danske mænd og kvinder som egentlige racistiske overfald. Om ikke lige præcis sagen fra Bilka, så nogle af de mange andre lignende sager. Omfanget af denne form for racistiske hadforbrydelser mod etniske danskere er i dag ukendt, fordi de ikke registreres som sådan. Skal de det, kræver det et ændret mindset hos politiet, medierne og den bredere offentlighed. Tiden er inde til en debat om racistiske hadforbrydelsers anatomi. #dkpol #dkmedier
-
Jan Dyhr (@Dyhr2002)
RT @PeterRa58783464 (Peter Rasmussen): Hvorfor er det @oresundsbaron, der skal afsløre dette? Hvorfor har I ikke gjort det @berlingske, @btdk eller @frihedsbrevet? Oplysningerne ligger fuldt tilgængelige og har gjort det i årevis. Alligevel har man ikke hørt det mindste fra jer. #dkmedier https://t.co/E4jk9qDK0S
-
Jan Dyhr (@Dyhr2002)
RT @Jullemand007 (Julle): Imens skal det danske velfærdssystem spare…. Men Rwanda nyder godt af vores penge. Lars Løkke er ikke folkets mand i Danmark #dkpol #dkmedier https://t.co/7nifnPhHMJ