Palle Poulsen (@PallePoulsen)
flinke (@JorgensenFlinke)
flinke (@JorgensenFlinke)
RT @PallePoulsen (Palle Hyldgård Poulsen): Det er utrolig vigtigt, at "de korrekte" skifter kurs, og indser at islam og woke er et enormt problem, hvis det danske samfund skal bevares. #dkpol #dkmedier #ligestilling #uddpol #eupol
Palle Poulsen (@PallePoulsen)
Det er utrolig vigtigt, at "de korrekte" skifter kurs, og indser at islam og woke er et enormt problem, hvis det danske samfund skal bevares. #dkpol #dkmedier #ligestilling #uddpol #eupol QT @Julie_C_G_Grove (Julie Grove) “Lad dem komme, jeg ser dem jo aldrig.” En selvransagende fortælling om den akademiske elites gloriepudsning – og om at vågne (for) sent: Jeg har selv tilhørt den akademiske, humanistiske, woke elite – dem med de rigtige holdninger, den rigtige terminologi og en selvsmagende kærlighed til de orange "FOREIGNERS, PLEASE DON’T LEAVE US ALONE WITH THE DANES”-plakater fra Superflex. Hold nu kæft, hvor var jeg en selvironisk og rummelig kosmopolit. Jeg voksede op i en socialklasse, hvor bevægelsesfrihed er en selvfølge, og hvor masseimmigrationens mere brutale realiteter ikke fik prikket hul i bobleplasten omkring mig. Jeg havde ingen anelse om, hvordan det føles at vokse op som etnisk dansker i Tingbjerg med ringe mulighed for at slippe væk. I min ungdomsbolig hjalp jeg fast min iranske nabos datter med lektierne, mens den enlige mor ihærdigt kæmpede for selv at lære sproget. Moderen ønskede inderligt at blive en del af det danske samfund for at bidrage og var meget sekulært orienteret. Mit syn på integrationens fortræffeligheder blev enormt farvet af en decideret integrations-idyl i vores lille opgang samt andre personlige relationer. Der var så også de gange, hvor min overbevisning fik en ridse i lakken. Jeg var til en hiphopkoncert, hvor jeg endte med at blive sparket i ryggen af en blandet minoritetsgruppe fra Sverige, fordi jeg blev stående, når de voldeligt forsøgte at skubbe mig væk. De ville have min plads, som jeg havde haft hele tiden. En dansk fyr trådte heldigvis til og skærmede mig fra dem. I en anden situation blev jeg truet, ønsket død og kaldt “fucking Danish whore”, fuldstændigt uprovokeret, fordi jeg tillod mig at befinde mig i offentligheden. Jeg sagde ikke et ord til denne jævnaldrende kvinde eller generede hende på nogen måde. Jeg aner stadig ikke, hvorfor det skete. Men det var sikkert også min egen skyld. I virkeligheden var disse kvinder jo stakkels ofre for min hvidhed og mine privilegier, ræsonnerede jeg. Kriminalitet? Drab og vold? Hvor henne? Det er jo kun nogle af dem, så vi bør ikke gøre problemet værre, end det er. Statistikker med voldsom overrepræsentation? Vi har bare ikke elsket dem nok. Mine skyklapper var syet af min egen indbildske, moralske overlegenhed – et tætvævet, uigennemtrængeligt materiale – og dem, der kunne se noget andet, måtte være racister. Hold nu kæft, hvor havde jeg de rigtige, rummelige holdninger. De seneste par dage har andre danske kvinder betroet mig deres fortællinger. Om hvordan det er at bo i de belastede områder. Om overfald, trusler om voldtægt samt fremmede mænds forsøg på at komme ind i ens bolig og kiggen ind ad vinduer, mens man er hjemme. Jeg skammer mig inderligt over, at jeg – i min ideologiske selvfedme – var med til at tale hen over hovedet på danskere, som ganske vist ikke altid havde ordene i deres magt, men som i høj grad bar konsekvenserne af en virkelighed, jeg primært kun teoretiserede over og kun sporadisk oplevede de negative konsekvenser af. "Hvis bare vi elsker dem nok – på trods af, at vi og vores allierede har bombet deres lande, undermineret deres livsvilkår og/eller repræsenterer alt det, der strider mod deres værdier – så vil de nok alligevel ønske at blive pragteksempler på integration i Danmark. Den er stensikker!" Almindelige danskere har forsøgt at sige fra. Ikke altid med sproglig finesse. Ofte med desperation og vrede. Men i stedet for at lytte udskammede vi dem som paranoide og racistiske flødekartofler, der bare ikke forstod det smukke i mangfoldighed. Det er på grund af mennesker som mig, at andre blev stemplet som proto-nazister, fordi de ikke ønskede at ofre deres tryghed på globalismens moralske alter. Vi – den akademiske og kreative klasse – nød vores selvfede godhed i fuld komfort. Vi behøvede ikke se på regningen. Den betalte de andre, imens vi fik lov at være de pæne mennesker med de rigtige holdninger. Undskyld.
Palle Poulsen (@PallePoulsen)
Deres banner på Roskilde lignede de pandebånd, som Hamas går med, og samtidig står de med samme terroristhalstørklæder som lederne af islamiske terrorgrupper ofte går med. Skal vi klappe? #dkpol #dkmedier #uddpol https://t.co/vbl8oXBpew
